Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Handicapområdet skal væk fra kommunerne

Artiklens øverste billede
Laila Sortland. Pressefoto

I flere år har mange omgørelser og hjemvisninger fra Ankestyrelsen i sager der omhandler handicapområdet vakt stor bekymring hos både de handicappede og hos de nære relationer.

Det har simpelthen ikke fungeret optimalt, siden kommunerne overtog området ved nedlæggelse af amterne. Og egentlig burde den jo have lagt lige til højrebenet at videreføre arbejdet, som jeg har fået forståelsen af kørte noget mere på skinner i forgangne tider.

Men sådan går det, når de dybe tallerkener skal genopfindes, og selv samme dybe tallerkener skal rumme langt mere indhold end muligt er for de selv samme penge eller en noget mere underbudgetteret økonomi. Det er så vigtigt for mig at understrege, at hverken dette, eller tidligere skriv på området, omhandler kritik af vores medarbejdere, som hver dag møder borgeren i øjenhøjde og yder deres bedste ud fra det som borgeren er visiteret til.

Og hvorfor så denne negative udvikling på handicapområdet? Og hvorfor har kommunerne så svært ved, at visitere den rigtige støtte til en borger, som oven i købet er ud fra de lægefaglige anbefalinger? Og hvorfor vælger kommunerne i stedet, at se bort fra disse veldokumenterede lægefaglige anbefalinger? Bare fordi man kan, inden for lovgivningen.

Og jeg bliver nødt til at spørge igen, hvis det ikke er penge, der styrer dette show, hvorfor så ikke yde det, som de lægefaglige anbefalinger lyder på og som borgeren jo har behov for? Ofte ser man borgere, der ikke får den rette hjælp, af netop førnævnte årsag. Uagtet om det drejer sig om børn eller voksne med specialbehov, så er hjælpen der gives, det mest grundlæggende for, at borgeren og dennes nære relationer kan gå hverdagen og fremtiden i møde med ro i krop og sjæl.

Dette skal de kunne gøre med tillid til, at der er et sikkerhedsnet spredt ud under dem, hvilket jo er den velfærd som vi i Danmark er kendt for langt ud over egne grænser. En velfærd som rummer indsatser fra vugge til grav, når skæbnen rammer hårdt.

Hvilke ændringer fulgte med, da området blev overtaget af kommunerne? Det har jeg søgt svar på, men desværre uden held. Til gengæld er jeg da nået så langt, at jeg har måttet konstatere, at “varen” på hylderne, ofte er underlagt en formulerings manipulation, hvor udbyttet af en ydelse, der ligger inden for lovgivningen, er svært genkendelig, og har fået en helt anden lyd og udmøntning ind hensigten oprindelig burde have været.

Hvis en kommune af psykiatrien har fået en anbefaling om, at et bestemt tilbud til en given borger med et særligt støttebehov vil være dækket ind med en given indsats, ja så kan en kommune, og helt inden for lovens rammer, navigere sig over i noget, der så pænt kaldes, mindre indgribende indsatser. (Altså langt fra den støtte, der blev anbefalet, af eksempelvis psykiatrien).

Jeg ønsker mere selvbestemmelse over eget liv tilbage hos borgerne, og når uheldet er ude, skal pengene følge borgeren fra vugge til grav

Laila Sortland

Dette vil jo i nogle tilfælde være helt på sin plads at ønske, men i andre tilfælde, hvor denne formulering bruges i stor stil, nemlig der hvor borgeren rent faktisk har behovet og også selv ønsker, denne indgribende indsats som anbefales af psykiatrien, Ja så bliver dette desværre ikke efterlevet, og igen... det helt inden for lovens rammer. Så er det jeg spørger mig selv, er det fair og er det den måde, vi skal behandle svage borgere på ? Det samme gør sig gældende, hvor der eksempelvis forelægger en VISO-rapport, hvor en psykolog, stærkt anbefaler en bestemt indsats. (VISO = Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, red.)

Hvis denne indsats ikke efterleves og hvorfor psykologen fraråder en kommune ikke at yde denne indsats, da følgevirkningerne i så tilfælde vil påvirke borgeren i en så svær grad, at der endog vil være stor risiko for en negativ langtidsvirkning med et tilbagefald af borgerens tilstand, ja så er dette også inden for lovens rammer. Siges der.

Og hvis det er sådan systemet er, bør der ageres der på. Og igen, hænger denne ageren så sammen med projekter som kommunerne har kørt med slogans som: Hvordan har du det? Eller ord som, bedre og styrket samarbejde mellem regioner og kommuner, når borgeren oplever det stik modsatte. Hvad kommer først? Hønen eller ægget? Er det så økonomi der styrer? eller står den manglende økonomi alene? Jeg tænker, at hele det kommunale system, også på dette område ikke fungerer.

Både fordi der er for meget kassetænkning, og fordi at lovgivningen ikke er fyldestgørende, og langt fra altid imødekommer borgeren med special støttebehov. Derfor ønsker jeg handicapområdet væk fra kommunerne og ud i eksterne og selvstændige enheder, helt uden for det kommunale regi, men fortsat decentralt i lokalområdet. Jeg ønsker mere selvbestemmelse over eget liv tilbage hos borgerne, og når uheldet er ude, skal pengene følge borgeren fra vugge til grav.«

Læs også

Del artiklen