Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Uden Omfartsvej, ingen fremtid for Ebeltoft

Artiklens øverste billede

»I den stående debat omkring den planlagte udvikling af Ebeltoft By er det påfaldende, hvor lidt opmærksomhed der er rettet mod at få reduceret følgerne af den stigende trafikbelastning på byen, hvor den eneste løsning synes snarest muligt at få etableret den alt for længe omdiskuterede Omfartsvej.

Et par medlemmer af Byrådet slår vedholdende til lyd for det standpunkt, at en bekostelig Omfartsvej ikke kan etableres uden statslig godkendelse og finansiering. Rimeligt nok. Men samtidigt fastholder man desværre, at en intensiveret og stabil færgetrafik er en klar forudsætning for, at man fra politisk hold kan afse tid og kræfter på at forfølge sagen. Dermed signaliserer man entydigt, at man er fuldt tilfreds med på ubestemt tid at lade hensigtserklæringen om en Omfartsvej forblive en del af Kommuneplanen, - men dog heldigvis ikke advokerer for helt at droppe den - for hvad nu hvis?

Andre af de folkevalgte forholder sig tilsyneladende mere afslappet til spørgsmålet om denne Omfartsvej. Begge holdninger demonstrerer i min optik en undervurdering af Ebeltoft Bys muligheder for at overleve som et attraktivt mål for bosætning og arbejdspladser, kulturelle adspredelser og ferier, tydeligt manifesteret gennem den enorme interesse, der er for at besøge netop dette sted, hvor oplevelserne ligger på rad og række langs Vigens friske vande og udsigten til Mols Bjerge, der fanger solnedgangen som ingen anden by i Danmark. Nok så gode forslag fra Ebeltoft i Udvikling (EiU) gør det ikke alene, men intentionerne i dette Byudviklingsprojekt er absolut værd at få gennemført i det tempo, kommunale midler kan tilvejebringes.

Ebeltoft ligger som en meget attraktiv ”blindtarm” på infrastrukturens landkort, hvilket betyder, at presset på den eneste indfaldsvej langs Vibæk Strandvej er enormt, særligt i ferieperioden og i dagene omkring højtiderne. I den tidligere folketingssamling fik Kim Christiansen (DF) sat en omfartsvej omkring Mariager på dagsordenen, men projektet druknede i voldsomme protester. Uden sammenligning i øvrigt, vil jeg vove den påstand, at Ebeltoft set ud fra et geografisk, kulturelt og turistmæssigt synspunkt har et langt større potentiale til at kunne retfærdiggøre etableringen af en Omfartsvej - færgetrafik eller ej. Et nyt vejanlæg placeret i baglandet med en nødvendig afgrening til Østre Alle og industrikvarteret, så det meste af tungtransporten samtidigt ledes uden om den følsomme bymidte.

Sagen er den, at den manglende trafikregulering af krydset Vibæk Strandvej / Kystvejen ofte gør det til en prøvelse for bilister med ærinde til og fra byen at skulle flette sammen med Rute 21 netop på dette sted, - ja krydset er direkte farligt at bevæge sig ud i på grund af en akavet topografi, der stærkt medvirker til forringede oversigtsforhold. At der ikke for længst er kommet et trafikregulerende lysanlæg netop her forbliver en gåde for de aller fleste bilister, og dem er der en tiltagende mængde af, skulle jeg hilse at sige! Lange ventetider på Kystvejen i højsæsonen for at komme det sidste stykke ind til Ebeltoft er en rigtig dårlig start på besøget her i Søkøbstaden, der tillige lider under manglende parkeringsmuligheder. At Byrådet ikke for længe siden i samarbejde med Vejdirektoratet har fået løst problemet med en lysregulering i omtalte kryds er stærkt kritisabelt. Hvad med at introducere en prøveordning her i sommerperioden, med opsætning af en midlertidig lysregulering i stil med det, der flittigt anvendes ved vejarbejder og lignende. Det burde være overkommeligt og til udelt glæde for tilstrømningen udefra. Eller sæt en levende betjent med smil på læben op i krydset til at lede og fordele, - det ville i sig selv være et tilløbsstykke.

Ebeltoft skiller sig alt andet lige ud fra det øvrige Djursland og har uden sammenligning en særstatus i forhold til andre i øvrigt attraktive steder i kommunen. Det kan og skal der ikke lægges en dæmper på ved en overdreven hensyntagen til udviklingen i andre dele af kommunen, som selv har potentiale til at klare sig på anden vis med støtte fra det politiske niveau. Borgerne i Ebeltoft får kun indirekte del i den planlagte motorvejsudvidelse, og byen optræder jo heller ikke som en del af det grønne bælte, der betjenes af Letbanen fra Århus. Ebeltoft er helt sin egen, og det faktum skal underbygges og forstærkes. Derfor er det glædeligt at se resultatet af de seriøse overvejelser (EiU) bringer til torvs, som så rigt illustreret over nogle uger her i lokalpressen. Mig bekendt beskæftiger EiU sig dog ikke med den overordnede trafikafvikling til og fra Ebeltoft, men stiller i øvrigt med gode forslag til, hvorledes det fremtidige parkeringsbehov skal løses. At der langs Strandvejen gennem byen endnu ikke er etableret et lyskryds eller to på strækningen mellem Havnevej og Føtex til at muliggøre lettere overgang for krydsende fodgængere, som vi så gerne vil have ned til vandkanten, er påfaldende, og en administrativ øvelse som kommunens vejingeniører for længst kunne have interesseret sig for.

Og hvad sker der lige, når der fra næste år og fremefter bliver heftig byggeaktivitet på Slagterigrunden med masser af tungtransport langs Strandvejen. Har man fra kommunal side allerede nu planer for, hvordan det forøgede pres til og fra byggepladsen skal håndteres, - så vi slipper for hovsa-løsninger?

At Omfartsvejen er en nødvendighed for afviklingen af den tiltagende trafik i og omkring Ebeltoft er uomtvisteligt, - ja nærmest en betingelse for at Ebeltoft By på sigt kommer til at overleve som et af de mest eftertragtede feriemål i Danmark. Ebeltoft har trafikalt set visse lighedspunkter med Skagen, der sander til i højsæsonen. Er det dette scenarie, vi bare venter på skal gentage sig her. Var det nu ikke bedre, om vi i tide fik taget fat om nælden for at fremtidssikre vor egen infrastruktur?

Det er muligt, at Vejdirektoratet ikke ser på nødvendigheden af en Omfartsvej med samme forståelse som de, der til dagligt oplever problemerne, men så må der skabes et politisk pres for at få skaffet adgang til de frie midler, der er afsat til endnu ikke øremærkede anlægsarbejder i den nye Infrastrukturplan. Et par hundrede millioner er peanuts i den sammenhæng.

Hvem der i Byrådet vil gøre dette til en mærkesag og tage udfordringen op, har vi til gode at se i den kommende valgkamp.«

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold