Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Kolorte-fluer. Hvor er logikken?

Vi fik med et snuptag en kreaturmark ved siden af. Hvor blev fuglene, sommerfuglene og logikken af?

Artiklens øverste billede
Dette var indtil for to år siden et frodigt naturareal uden buske, men med et utal af vilde blomster og andre vækster samt et rigt og varieret insekt- og fugleliv. Nu er der kun kolorte-fluer. Indsendt foto

For et par uger siden sendte Tv2 en udsendelse med titlen ”Da insekterne forsvandt”. Det var anstødsstenen til, at vi nu endelig griber pennen og stiller det spørgsmål, vi har stillet os selv de seneste to år: Hvor er logikken ?

Vi er nabo til et statsejet område – ejet og forvaltet af Miljøministeriet/-styrelsen v. Naturstyrelsen Kronjylland. Siden Staten/Naturstyrelsen overtog arealet – for ca. 30 år siden – lå dette område som et frodigt og urørt naturareal med et utal af vilde blomster og andre naturligt forekommende, vilde planter.

Som følge heraf var der også et rigt insektliv og som følge heraf igen et rigt fugleliv.

Indtil for to år siden.

For to år siden blev det pågældende område indhegnet og omdannet til kreaturmark i et samarbejde mellem Naturstyrelsen Kronjylland og Nationalpark Mols Bjerge. Med et snuptag havde vi pludselig fået en kreaturmark med hvad deraf følger kun 10 m. fra og 3 m. over vores køkkenvindue og opholdsterrasse (vi bor på en skrænt op mod arealet). I øvrigt som de eneste af de tilgrænsende naboejendomme. For alle andre er indhegningen længere væk.

Burde der i øvrigt ikke have været en nabohøring – eller i det mindste en skriftlig naboorientering herom ?

Det, der før var et frodigt og afvekslende naturområde er nu forvandlet til et goldt, totalt afgnavet område, med eneste bevoksning i form af de mirabelle-buske, som kreaturerne ikke vil æde på grund af de mange torne. Og så godt ”gødet” af de mange kokasser.

Hvor vi før havde stor glæde af de mange insekter (nogle selvsagt mere end andre) og specielt de mange forskellige og farvestrålende sommerfugle (bl.a. lyseblå og kobberfarvede, - vistnok blåfugl og dukatsommerfugl, uden at vi skal gøre os til kendere herom) har vi nu kun kolorte-fluer (undskyld udtrykket, men det er det, det er). Og det i et sådant omfang at det er ulideligt (umuligt) at opholde sig udendørs om aftenen på grund af nærgående og ”stikkende” fluer. Og for den sags skyld også at have vinduer og døre åbne.

Som følge af de manglende insekter er de mange forskellige fugle, vi før havde besøg af, nu reduceret til stort set kun at være musvitter, blåmejser og solsorte – og så krager og skader.

Og så er det, vi igen spørger: ”Hvor er logikken” – i en tid, hvor der tales så meget om biodiversitet m.m. Er det virkelig så meget bedre med kolorte-insekter, som visse toneangivende biologer hævder, end med et frodigt flora- og fauna-liv, som der var før?

Tidligere havde vi også besøg af råvildt, ofte flere gange om dagen. Dette sker nu kun yderst sjældent. Der er hverken føde eller dækmuligheder til dem.

Naturforskere og myndigheder opfordrer os mennesker til at spise mindre oksekød, da de gasser, køerne udleder, er kraftigt med til at nedbryde Co2-laget. Samtidig øger myndighederne udsætningen af netop sådanne kreaturer.

Hvor er logikken ? Hvor er anstændigheden ? Er det et projekt kun til glæde for ”selv-indforståede” biologer – uden hensyn til reel biodiversitet, mangfoldighed og naboer ?

Kopi af dette læserbrev er sendt til Naturstyrelsen Kronjylland, Nationalpark Mols Bjerge og Syddjurs Kommunes miljøafdeling.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen