Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Hvis billigt ikke altid er bedst - så er dyrt heller ikke altid godt

Artiklens øverste billede
Marianne Kirkegaard (V). Pressefoto

Svar på læserindlæg:

»Kære Trine Kni og Pia Lykke Nielsen.

Jeg har med interesse læst Jeres debatindlæg »Billigst er ikke altid bedst Marianne Kirkegaard«, og jeg vil her forsøge at svare fra en politikers stol.

I skriver i debatindlægget, at I undrer Jer over, at politikere ikke kigger mere bagom tilfredshedsundersøgelser der viser, at de ældre er tilfredse med den hjælp de får fra ældreområdet.

Jeg mener, at vi skal tage tilfredshedsundersøgelser for gode varer og ja, der er jeg rigtig stolt af, at vi har meget dygtige og dedikerede medarbejdere, der giver den hjælp borgerne har behov for, og at vi har et godt serviceniveau som vores borgere er tilfredse med.

Jeg tillader mig ovenikøbet at være stolt af, at vi er dygtige til at holde omkostningerne nede sådan, at vi bruger skattekronerne på bedste vis, så det giver størst mulig værdi for borgerne.

Når det handler om budgetter til ældreområdet - budgetter som I skriver er skrabede og underlagt besparelser - har jeg også påpeget i flere tidligere indlæg her i avisen igennem sommeren, at der er behov for flere midler til ældreområdet. Der er steder, hvor budgetterne ikke passer til behovet. Så det ser jeg frem til, at vi kan få rettet op på i de kommende budgetforhandlinger for næste års budget.

Det giver klart større tryghed hos borgerne, at man kender de personer, der kommer i hjemmet. Det har jeg også hørt i fortællinger fra både borgere og pårørende.

Marianne Kirkegaard (V)

At tilføre flere penge til ældreområdet kan bare ikke stå alene. Så hvis billigt ikke altid er bedst så er dyrt heller ikke altid godt.

Der er behov for at tilrettelægge hjælpen anderledes for, at de dygtige medarbejdere kan bruge deres medmenneskelighed og faglighed allerbedst, så vi får mere værdighed i den hjælp der gives.

Vi får mere værdighed på ældreområdet ved, at det er de samme få kendte medarbejdere, der kommer hos borgeren - det er en af de ting borgerne fremhæver i tilfredshedsundersøgelserne, som I også skriver. Det giver klart større tryghed hos borgerne, at man kender de personer, der kommer i hjemmet. Det har jeg også hørt i fortællinger fra både borgere og pårørende.

Derudover skal der ikke som nu arbejdes efter et skema opdelt i opgaver afmålt i minutter men efter en ramme, hvor der kontinuerligt arbejdes efter borgerens behov for hjælp og omsorg. Her skal vi gøre op med den minuttyranni, som I giver så fine eksempler på i Jeres debatindlæg.

Endelig er det vigtigt, at medarbejderne, der kommer i hjemmet - og som kender borgeren bedst - får mere indflydelse på tilrettelæggelsen af hjælpen eks. gennem små selvstyrende teams.

Det tror jeg på kan være med til at give bedre trivsel og mindre sygefravær blandt medarbejderne, og det vil styrke ældreområdet som en attraktiv arbejdsplads, hvor vi kan rekruttere de dygtige og dedikerede medarbejdere, vi har behov for.

Derfor bakker jeg fuldt op om den store forandringsproces, der lige nu er i gang i ældreområdet, hvor Syddjurs er bevilget 11 mio. kr. fra Sundhedsstyrelsen til projektet »Mere værdig ældrepleje«, som har til hensigt at udvikle en hjemmepleje, hvor borgeren skal opleve sig set, lyttet til og møde nærvær og omsorg i den hjælp, de har behov for.

En så stor forandring i ældreområdet kræver, at alle medarbejdere og ledere arbejder konstruktivt og positivt ind i processen. Der skal gøres op med gamle kulturer, og der skal gøres plads til nye måder at tilgå arbejdet på, så det kræver en indsats fra alle. Der vil være bump på vejen, men ved at arbejde godt sammen, vise hinanden tillid, være imødekommende og støtte og bakke hinanden op tror jeg på vi kan komme godt i land.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen