Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Hvordan har du kunnet adskille lokalpolitik og privatøkonomi, Claus Wistoft?

Artiklens øverste billede
Arkivfoto

»Kære borgmesterkandidat Claus Wistoft.

Nu nærmer kommunalvalget sig, og vi har som bekymrede borgere nogle spørgsmål til dig:

Hvordan kan du (og forvaltningen og tilsyneladende det meste af Byrådet) mene, at det efterfølgende beskrevne er en helt i orden praksis og udtryk for god forvaltningsskik?

Tilbage i 2019 er du som privat lodsejer i gang med at planlægge dit eget solcelleprojekt, hvor du står til at få 30 millioner kr. for udlejning af jorden, du inviterer bl.a. borgere i Kolind til et uformelt infomøde i oktober 2019 og opkøber en ejendom i september 2019, der sidenhen indgår i projektansøgningen.

Samtidig sidder du i Økonomiudvalget i efteråret 2019 på flere møder og udstikker, behandler og udformer de nye retningslinjer for solenergien og det meget konkrete princip om, at kommunen ikke skal udpege områder til solenergien på forhånd, men lade det være op til konkrete henvendelser (det gjorde man ellers med vindenergien). Dine hektarer kommer dermed lettere i spil på denne måde. Samtidig holder rigtig mange lokalområder vejret, herunder vores, fordi kommunen skyder med spredehagl pga. dette udpegningsprincip, der gør det lettere for dig at få dit projekt taget i betragtning.

De nye retningslinjer og udpegningsprincippet bliver herefter en del af kommuneplansforslaget. Hertil kommer der et høringssvar fra Landboforeningen, der mener, at retningslinjerne er for restriktive. Det høringssvar er du også med til at behandle. Retningslinjerne bliver herefter gjort mindre restriktive. Først i efteråret 2020 erklærer du dig inhabil i forhold til solenergien.


Spørgsmålet er derfor igen til dig, Claus Wistoft: Var du på ingen måde påvirket af egne planer om 30 millioner kr. afledt af solenergien, da du deltog i meget grundlæggende og specifikt byrådsarbejde omhandlende netop dette emne?

Der vil naturligt nok være forhold indenfor lokalpolitik, der gør at grænsen mellem privatøkonomiske interesser og byrådsarbejde kan blive uklare. Naturligvis. Begrebet om inhabilitet er derfor til for, at der ikke skal være nogen tvivl om upartiskhed. Borgere som os skal ikke være i tvivl om beslutningerne. Og der er intet galt i at være inhabil. Det er ingen skam og det er ikke et personligt nederlag at være det. Faktisk handler det slet ikke om lokalpolitikeren personligt, men i stedet om borgernes tillid til beslutninger, til byrådet og til kommunen generelt. Og når alt kommer til alt er borgernes tillid det vigtigste – eller burde være det, ikke?

Kan du med sikkerhed fortælle os, at du ikke var påvirket af dine egne planer om solenergi, da du var med til at udstikke og behandle retningslinjer og udpegningsprincip? Man kan naturligvis spørge Michael Stegger (Socialdemokratiets borgmesterkandidat, red.) om det samme, men han har ikke selv personlige økonomiske interesser i solenergien.

Spørgsmålet er derfor igen til dig, Claus Wistoft: Var du på ingen måde påvirket af egne planer om 30 millioner kr. afledt af solenergien, da du deltog i meget grundlæggende og specifikt byrådsarbejde omhandlende netop dette emne?

Du skal afslutningsvis vide, at vi naturligvis mener, at du gerne må tjene en masse penge på solenergi, ligesom alle andre må det, hvis de har muligheden, men det må da bl.a. være rart med al den insiderviden. Det er ikke alle forundt.

Vi ser frem til at høre dit svar på vores spørgsmål, borgmesterkandidat Claus Wistoft.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen