Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvorfor må man ikke være ked af det?

Epilog til Viggo Eriksen: En rigtig samfundsborger.

Artiklens øverste billede
Viggo Eriksen. Tilsendt foto

Min far blev 93, et langt, godt og slidsomt liv, så kan man da ikke forlange mere, eller?

Han boede i Ebeltoft og før det Holme. Og døde en søndag i august.

Jeg ville nu godt have haft flere år med ham, flere besøg med kage til kaffen, som var så hyggelige og sjove, flere fodboldkampe med hoppen i sofaen sammen, flere telefonsamtaler om fodbold og anden sport eller politik eller så mange andre gode stunder sammen. Jeg havde ikke fået nok af det.

Hører hele tiden mig selv sige: han havde jo et langt og godt liv, så jeg skal ikke beklage mig, men det er nu alligevel en stor sorg, mangler ham i mit liv.

Han har jo altid været der.

Telefonen ringer ikke mere, kører bare forbi hans hus nu og fodboldkampene er man ene om.

Sorgen er ikke mindre fordi man har haft et langt liv sammen, måske tværtimod.

Men så har man jo minderne, kan man leve af dem?

Men så har man jo minderne, kan man leve af dem?

Pia Eriksen

Man bliver nok bare nødt til det, der er mange af dem: Hente køerne hjem fra marken til malketid, fodbold i haven sammen med far ved aftentid, kærnevælling med stegt flæsk og rugbrød til spisetid.

Lede efter kattekillinger på høloftet ved forårstid. Plukke kodriver ude på skråningen ved blomstringstid

Tage på ture i vores Plymouth – fed køretid. Spille Antonius over taget ved sommertid.

Flytte halmballer ind på høloftet ved høsttid, kaste sten op i luften for at se flagermusene dykker efter dem på gårdspladsen ved sensommer-tid.

Ture til vores skov Skalhal på traktor med vogn for at hente juletræ ved juletid, sneboldkamp i haven ved vintertid.

Kortspil ved spisebordet - rigtig hygge-tid. Tipslørdag med engelsk fodbold, så er det tv-tid.

Far på sidelinjen til pigefodbold ved kamptid, party i maskinhuset til fest-tid.

Kom til mig alle de steder jeg har boet, masser af besøgstid.

Tur til Bornholm og Astrid Lindgrens verden i ferietid.

Æbler samles ind til at presse til most ved efterårstid.

Hvem siger først ”nytårsgave” ved nytårstid. Helligdage med masser af familietid

Al ting til sin tid.

For mig er der slukket et lys, men en stjerne er tændt.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen