Debat: Solceller – hvordan vil Syddjurs Kommune sikre, at borgerne ikke bliver holdt for nar af Opstiller?

»Er borgerne til grin?
Vil byrådet mon tage konsekvensen og helt afvise en ansøgning om solcellepark, hvis ‘opstiller’ ikke spiller med på melodien om borgerinddragelse?
Det kan blive det reelle spørgsmål, hvis modningen af solcelleprojektet ved Høegholm fortsætter i samme spor som hidtil.
Kommunen har netop afholdt det første af tre planlagte “arbejdsgruppe-møder” med borgere fra lokalområdet. På mødet fremgik det, at Opstiller (Copenhagen Green Energy A/S) tilsyneladende har negligeret de fleste af de konstruktive forslag og ønsker, som ellers blev præsenter for dem og diskuteret på ’gummistøvle-mødet’ i oktober 2021, - forslag og ønsker, som kommunens projektledere tillige har bedt opstiller om at forholde sig til.
Opstillers reviderede oplæg, som kommunen kunne præsentere for borgerne, bestod af ét fladt landkort med tynde streger til markering af, hvor man kunne rejse afskærmende beplantning ... langs ydersiden af projektområdet, der, på nær i en smal øst-vestgående lavning, var tæppebelagt med solceller.
Opstillers oplæg gav INGEN forslag til, hvor solcellefladen kunne brydes op, fx af mindre beplantede områder.
INGEN antydning af den foreslåede smalle kile ind fra skoven syd for området, - en mulig sti, der skulle medvirke til at bryde det massive indtryk industriartige synsindtryk.
INGEN skitserede visualiseringer, der kunne give en idé om, hvor meget eller hvor lidt synlig solcellemarken ville blive i landskabet.
Kommunens folk lader til at gøre deres bedste, men set fra borgersiden, lader Opstiller til at være døv.
(Området er så kuperet, at selv en 3-6 m høj kantbeplantning umuligt kan skærme for indsyn fra den nærliggende landsby, Drammelstrup. Samtidigt vil en sådan beplantning berøve alle trafikanter på landevejen mellem Tirstrup og Trustrup for et åbent og vidtstrakt udsyn over landskabet.)
Kommunens folk lader til at gøre deres bedste, men set fra borgersiden, lader Opstiller til at være døv. Som en borger sagde på mødet: »Det føles, som om man bare har talt til en mur.«
Derfor spørgsmålet:
Vil byrådet overfor Opstiller stå ved kravet om reel borgerinddragelse? - eller kan de borgere, der bidrager med imødekommende vilje til konstruktiv dialog, kan de med rette føle sig holdt for nar?«