Et offentligt arbejdsmarked på udslidte pumper

Hver dag står social- og sundhedspersonale i dilemmaer, hvor den enkelte skal jonglere mellem lovgivning, regler, retningslinjer og kvalitetsstandarter samtidig med borgernes og pårørendes forventninger og behov. 

Derfor er arbejdspladsvurderingerne (i daglig tale kaldet APV) altafgørende for arbejdsmiljøet både fysisk og psykisk. 

APV’en er det eneste redskab, som kan synliggøre fx vrid og tunge forflytninger, når der skal arbejdes systematisk med løsninger, forbedringer og forebyggelse. 

Problemet er bare, at vores medlemmer oplever, at APV’erne enten ikke bliver lavet eller ikke bliver fulgt op på. Nogle ledere siger rent ud: ”Hvorfor gå så meget op i dem. Det hjælper ikke alligevel”. 

Det er simpelthen ikke i orden.

Milliarder af skatteborgernes penge

Dårligt arbejdsmiljø koster samfundet milliarder hvert eneste år. Det er i mine øjne idioti, når de penge kunne have været brugt til at forebygge, at flere får slidgigt i skulderen, håndled eller der sker fald på de samme badeværelser gang på gang. 

Det er FOAs oplevelse, at arbejdsgiverne og lederne ikke prioriterer arbejdsmiljøarbejdet højt, og ikke ser det som en vigtig opgave, som sikrer gode og sunde arbejdspladser. 

Det er en investering, når man vælger at arbejde forebyggende. At overholde arbejdsmiljøloven vil være klædeligt. 

Vi har medlemmer, der bliver langtidssygemeldte, og nogle får svære mén efterfølgende. Vi har medlemmer, der aldrig kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Kan vi være det bekendt i et velfærdssamfund? 

Danmark står og mangler arbejdskraft, og samtidig er mange af FOAs medlemmer udbrændte og flygter fra at være social- og sundhedshjælpere. 

Kan det virkelig passe, at kommunerne og regionerne ikke kan koble de to ting sammen? Et godt arbejdsmiljø, er hvor der er psykologisk tryghed og hvor vi tør at sige fra når det gør ondt. Det vil højne fagligheden og medvirke til en sund økonomi.