Det er os i yderkanterne, der er kommet til at betale for letbanen
Fra 25. juni 2023 bliver busrute 351 en uddannelsesbus med 2 tidlige morgen afgange, samt 2 senere eftermiddagsafgange på skoledage. Det vil sige ingen bus i skolernes ferie.
Det betyder, at arbejdssøgende i skolernes ferier må kigge langt efter bussen. Det er ikke alle forundt at kunne holde bil, af forskellige årsager. Pensionister m.fl kommer til at bruge mindst 6 1/2 time på en indkøbstur. Hverken i Ebeltoft eller Grenaa er der nogen steder, hvor vi kan gå ind, købe kaffe og holde varmen mellem kl. 8.30, hvor bussen kommer ind, og kl. 10.00, hvor forretningerne åbner.
I øvrigt er jeg blevet for gammel til så lange indkøbsdage.
FLEXTUR er en mulighed, men det er dyrere end bussen.
Hyllested - Ebeltoft: 52 kr. Hyllested - Grenaa: 126 kr. Hyllested - Trustrup: 63 kr
Med mit pensionistrejsekort koster turen til Ebeltoft i bus 12-15 kr og turen til Grenaa omkring 36 kr.
Trods de få flere km. til Grenaa, er flexturen meget dyrere, da vi betaler den dyreste tarif på hele turen, når en kommunegrænse krydses. Pt. er prisen 4 kr./km i Syddjurs, mod 7 kr./km i Norddjurs.
Tarifferne er ikke blevet reguleret i mange, og derfor påtænkes en prisstigning til sommer, hvor busruterne beskæres eller indstilles. Desuden er der instanser, der vil prøve at harmonisere tarifferne på hele Djursland. Det lyder ikke betryggende. Yderligere har Flextaxa, ligesom andre, svært ved at finde chauffører, så vi kan nok også til tider komme til at vente længe.
Ringer jeg efter en Flextaxa, kommer den som regel fra Aarhus eller længere væk fra. Flextaxaen kører mig f.eks til bussen Tirstrup. Taxaen kører videre til Århus, det gør jeg også i bussen. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det er os i yderkanterne, der er kommet til at betale for letbanen.
Det er heller ikke alle afgange, hverken af letbanen eller busser i Aarhus, der har særlig mange passagerer med. Kan der ikke beskæres i nogle af disse afgange, således at vi blandt andet kan beholde vore to afgange? I Aarhus kommer der i det mindste en bus til.
Jeg beder til, at de rette instanser i Syddjurs og Norddjurs kommuner finder mulighed for, at bus 351 fortsætter som nu. Alternativet kan være, at Flexpriserne kommer til at ligne buspriserne.