Skræmmende oplevelse i Mols Bjerge på kanten til det livstruende
»Min veninde og jeg var på ridetur midt februar, og fik undervejs den indskydelse at vi ville passere folden med Naturstyrelsens stude.
Vi entrede folden via en af de opsatte låger for fodgængere og ryttere, og efter at have lukket efter os, satte vi os til hest og begyndte at ride i langsomt tempo hen over arealet.
Studene, som vel udgjorde en bestand på 20-25 dyr, befandt sig i en samlet flok et par hundrede meter fra os- flere af dem lå rolige og afslappede på jorden, mens andre stod oprejst og spiste af deres høhæk - der var ro i flokken, og min veninde, og jeg tog derfor ikke notits af deres tilstedeværelse.
Det var på et hængende hår at episoden ikke endte i en ulykke
Efter kort tid- vi havde vel redet ca. 300 meter og var på vej mod en af lågerne i den anden ende af folden - hørte vi studene komme løbende, nærmest i en parallel bane i forhold til vores ridt.
Pludselig var de foran os, og begyndte at pruste og brøle og stille sig i position foran os. Vi sprang af vores heste og forsøgte ubemærket at liste os hen mod lågen, men studene havde stillet sig i kreds om os, og gave tydeligt signal om, at de ikke ville lade os passere.
Det lykkedes på et tidspunkt min veninde, som var forrest af os, at nærme sig lågen og komme ud, men jeg stod fortsat omringet, og studene blev tiltagende truende i deres adfærd; de brølede og tog spring op i luften- den største af dem gik efterhånden så tæt på mig og min hest, at jeg anede at dette ville gå galt, og som en desperat handling stillede jeg mig op foran den og begyndte at råbe og gøre fagter ad den.
Mirakuløst stoppede den op og stod og gloede nogle sekunder. Det samme gjorde resten af flokken. Jeg trak min hest langsomt ud, samtidig med at jeg fortsat råbte af dem, og det lykkedes på den måde at komme ud.
Jeg anser den situation som livstruende, og hvis jeg var blevet grebet af panik og havde forsøgt at flygte, eller hvis jeg var forblevet passiv, var min hest og jeg utvivlsomt blevet angrebet, og dette ville have fået en skæbnesvanger udgang.
Vi er begge erfarne ryttere og har begge haft omgang med dyr i hele vores liv. Vi red langsomt, uden at gøre væsen af vores tilstedeværelse og alligevel kunne dette være endt galt. Vi finder, at vores uheldige oplevelse bør give anledning til eftertanke og overvejelser om forsvarligheden i at lade arealerne i Mols Bjerge udgøre fællesområder for store naturplejedyr og ryttere og fodgængere. Det var på et hængende hår at episoden ikke endte i en ulykke.«