Er der nogen, der skal stå skoleret i sagen om stordagpleje?
Når fællesnævner er den laveste og mennesker blot er tal på regnearket.
Jeg er udmærket klar over, at vedhæftede sag kun vil have interesse for, i den store sammenhæng, ganske få mennesker.
Jeg er også bevidst om, at mit indlæg er farvet af, at nogle af de berørte og RAMTE, står mig ganske nær.
Min bestyrtelse og forargelse er på dette grundlag nok større, end hvis det “bare” var nogle, jeg ikke kendte.
Og så igen, er jeg også forbandet og ærgerlig over, at man skærer det bedste væk og lader sig nøje, af hensyn til mangelfuld planlægning og uden hensyn til ansatte og forældre.
Jeg har nær tilknytning til to ansatte i stordagplejen i Ebeltoft og har set, hvor dygtigt og indlevende de ansatte er gået til opgaven med at skabe den bedste hverdag for de små.
Jeg har set hvordan de, som det var formålet, har inddraget forældre, bedsteforældre i hverdagen og hvordan de på at halvt år har skabt en fantastisk dagpleje i flotte (sikkert alt for flotte) rammer.
Jeg har set, hvordan de har dækket hinanden ind ved sygdom, taget lange og tit ekstra vagter for at få alt til at gå op. Og jeg har set, hvilken entusiasme de har lagt for dagen.
Og dagplejebørnene ELSKER stedet og ligeså deres forældre.
Dette kan man som politiker og kommunal embedsperson naturligvis godt sidde overhørigt. Der er ingen, der siger, at pasningstilbuddene ligefrem skal være fantastiske. Børnene skal man jo nok finde opbevaring til!
En anden ting er de ansatte.
Havde man fra starten fortalt, at dette bare var en midlertidig løsning, ja, så kunne de jo have forholdt sig til dette.
Så havde man selvfølgelig nok haft sværere ved at tiltrække så kompentente ansøgere om overhovedet nogen!
Ansøgere som opsagde andre og meget bedre lønnede stillinger, fordi dette gode projekt passede ind i deres liv og hverdag i årene frem.
Har det virkeligt være bevidst, at man har ansat personale under falske forudsætninger, vil man uvilkårligt tænke . . . Det kan vel ikke passe?
I min hverdag, ude i det store erhvervsliv, ville man i så fald kalde det bondefangeri, og nogen skulle stå skoleret.
Er der nogen her, der skal stå skoleret? Eller er det bare endnu en gang ’beklageligt’ ?