Samarbejde giver arbejdsfællesskab til borgere på kanten af arbejdsmarkedet

Syddjurs Kommune og lokale virksomheder går nye veje sammen

Artiklens øverste billede
Hos Audes ApS er det vigtigt at give plads til medarbejdere, der ellers har svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet. For indehaverne Jan Aude og Steen Nielsen er det en vigtigt opgave. Pressefoto

Via en virksomhedsrettet indsats lykkes det Syddjurs Kommune at hjælpe borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Opgaven sker i samarbejde med lokale virksomheder, der tager et socialt ansvar for de borgere, som af forskellige årsager har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Syddjurs Kommune sætter spot på disse virksomheder - en af dem er Audes ApS i Hornslet.

Hos Audes ApS tør indehaverne Jan Aude og Steen Nielsen godt tænke anderledes, når der skal rekrutteres nye medarbejdere. De giver gerne plads til borgere, som ikke nødvendigvis kan arbejde 37 timer om ugen på normale vilkår.

”Uanset hvem du er og hvilke udfordringer du har, så har du nogle kompetencer, der er værdifulde og som kan bruges på en arbejdsplads, men hidtil har vores arbejdsmarked jo været skruet sådant sammen, at der ganske enkelt ikke har været plads til alle,” udtaler indehaver Jan Aude i en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.

Audes ApS er en servicevirksomhed, der blandt andet tilbyder rengøring, vaskeri og ejendomsservice til både private og virksomheder. Lige nu har virksomheden 15 ansatte plus de to indehavere og fire af de 15 er fleksjobbere med varierende timeantal. Derudover har virksomheden to i arbejdsprøvning.

En af de gode ting ved blandt andet at have fleksjobbere ansat er, at vi bliver flere hænder til at udføre opgaver på få timer

Jan Aude

For Jan Aude og Steen Nielsen er forskelligheden blandt medarbejderne en styrke, især når der skal vagtplanlægges.

”En af de gode ting ved blandt andet at have fleksjobbere ansat er, at vi bliver flere hænder til at udføre opgaver på få timer. Vores fleksibilitet og leveringssikkerhed bliver højere og vi bliver mindre sårbare ved sygdom og ferie, så det er klart en fordel,” fortæller Jan Aude.

Træningsbane på vej

For at give plads til de borgere, der er allerlængst fra arbejdsmarkedet, arbejder Syddjurs Kommune sammen med en række lokale virksomheder om etablering af såkaldte træningsbaner og en sådan er også på vej hos Audes ApS.

Som kommune er vi meget afhængige af, at lokale virksomheder vil være med til at løfte opgaven og tage et socialt ansvar for de borgere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Gunnar Sørensen (V), udvalgsformand

En træningsbane er et trygt og sikkert rum, hvor borgere kan øve sig i at komme tilbage på arbejdsmarkedet, men de er stadig på en rigtig arbejdsplads med rigtige opgaver og rigtige kolleger.

”Vi vil gerne give mennesker, som har det svært, nogle muligheder for at få en indholdsrig hverdag. Jeg har oplevet et par gange, når vi f.eks. har haft sent udviklede unge i praktik, at de er svære at få ud i almindelige jobs. Hos os oplever vi en stor glæde ved at give dem en chance, så det vil vi gerne gøre noget mere. Det at få opbakning til det som virksomhed, at det er en mulighed, det gør en forskel,” siger Jan Aude.

Muligheden for at være med til at borgere, som er lagt væk fra arbejdsmarkedet, igen eller måske for første gang, kommer i arbejde, er et samarbejde mellem lokale virksomheder og Syddjurs Kommune.

”Som kommune er vi meget afhængige af, at lokale virksomheder vil være med til at løfte opgaven og tage et socialt ansvar for de borgere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi kan ikke gøre det alene og vi ved, at den gode løsning findes i samarbejdet mellem kommune og virksomhed og derfor er det tilfredsstillende at se, at flere af kommunes virksomheder tør gå foran og tage et socialt ansvar,” udtaler formand for Udvalget for erhverv og beskæftigelse, Gunnar Sørensen (V).

Samarbejdet med virksomhederne og det daglige arbejde med at skaffe ledige borgere i job og tættere på selvforsørgelse betyder også, at beskæftigelsesområdet i Syddjurs Kommune bidrager med at opfylde den politiske målsætning om, at alle borgere understøttes i at have de bedst mulige forudsætninger for at blive og være en del af et arbejdsmarked, hvor de kan bidrage, føle sig værdsat og trives.

Læs også

Del artiklen