avXperten tredobler i Grenaa

Det startede med lego-leg - nu har Grenaa-virksomheden over 100 ansatte.

Artiklens øverste billede
Frederik Nielsen viser hvor stor udvidelsen af virksomheden bliver, når man går fra 1100 til 3100 kvadratmeter. Foto: Søren Andersen

Det startede med to Grenaa-brødres leg med legoklodser, hvor byggerierne lige skulle være en tak mere avancerede og have installeret lys, som så viste sig svær at skaffe. Men da det endeligt lykkedes, blev der købt lidt ekstra i håb om, at andre også ville være interesseret i lidt elektronik.

Vi har ikke planer om at udvide med flere lande, for dansk og norsk ligger så tæt på hinanden sprogligt, at det er et marked, der passer os fint.

Frederik Nielsen, ejer af AVXperten i Grenaa

I dag driver brødrene Nikolaj og Frederik Nielsen virksomheden avXperten med stor succes. Så snart byggetilladelsen er i hus, går håndværkerne i gang på grunden ved Teknologivej i Grenaa, så virksomheden kan tredoble og gå fra 1100 til 3100 kvadratmeter - og ni meter i højden.

Lager på parkeringspladsen

Besøger man avXperten, er man da heller ikke i tvivl om, at der er behov for mere plads. Parkeringspladsen er taget i brug som lager og medarbejderne på parkere i en lang stribe ude på vejen.

Adressen har heddet Korsgade og Østerbrogade, inden der i 2016 blev bygget nyt på Teknologivej, hvor der i et kontormiljø allerøverst oppe er plads til den del af de godt 25 fastansatte, som tager sig af indkøb og salg. På gulvet er der varemodtagelse og pakkeri, og hver eftermiddag myldrer godt 80 unge med fritidsjob ind og gør klar til at pakke kabler, elektronik, stik og strømforsyninger.

Sidste år blev det til lige godt og vel en halv million ordrer til kunder i Danmark og Norge.

»Vi har ikke planer om at udvide med flere lande, for dansk og norsk ligger så tæt på hinanden sprogligt, at det er et marked, der passer os fint,« siger Frederik Nielsen.

AVXperten ledes af fra venstre brødrene Frederik og Nikolaj Nielsen samt marketingschef Simon Elkjær. Pressefoto

Han har en handelsuddannelse, mens Nikolaj er uddannet elektriker. De to leder sammen hovedafdelingen i Grenaa, mens marketingsopgaven er henlagt til Esbjerg, hvor der er fem ansatte med Simon Elkjær i spidsen.

Lagerrobotter

avXperten tog teknologisk et stort spring, da man indførte lagerrobotter, som ikke blot har øget effektiviteten, men også været en stor fordel for medarbejderne, der ikke længere skal bruge stiger og klatre højt for at finde de rette varer. Det klarer robotten i stedet noget hurtigere end før.

Formålet med udvidelsen er ikke at få flere varer ind på hylderne, men meget mere af det samme. Derfor skal der findes flere unge fritidsjobbere, og det har hidtil ikke været et problem. De unge anbefaler avXperten til hinanden som en god arbejdsplads.

Nybygningen hos avXperten skal stå klar til at blive taget i brug omkring årsskiftet.

Læs også

Del artiklen