Ny lufthavnsdirektør i Aarhus Airport har sit eget fly i hangaren

Beslutningen om at blive administrerende direktør i Aarhus Airport har Lotta Sandsgaard taget med hjertet. Hun elsker at flyve, og hun skal nu bringe passagertallet op i de højere luftlag.

Artiklens øverste billede
Lotta Sandsgaard karriere får for alvor luft under vingerne, når hun den 1. april officielt tiltræder som adm. direktør i Aarhus Airport. Foto: Joachim Ladefoged

»Delta, echo, sierra, alfa, tango. Anmoder om taxi.« 

Lotta Sandsgaard har fra cockpittet i sin lille Rockwell Commander netop bedt flyvelederen i Aarhus Airport om lov til at køre ud til startbanen.

»Rullevej whiskey til bane 28 right. Og tillykke med den nye stilling. Det glæder vi os til,« lyder svaret fra kontroltårnet. Flyvelederen har identificeret lufthavnens nye administrende direktør i det lille sportsfly.

Lotta Sandsgaard skubber gashåndtaget lidt frem. Flyet ruller langsomt fremad, laver et sving ind på startbanen – og får tilladelse til at lette. 

Gashåndtaget ryger helt frem, og kort efter er der luft under vingerne. Piloten har nu fuldt overblik over sin kommende arbejdsplads med de nye parkeringsarealer og den nyrenoverende terminalbygning og udbryder lidt efter, da vi har udsigt over det meste af Djursland omkranset af et dybblåt Kattegat:

»Er det ikke fedt?«

Den ultimative frihed

Lotta Sandsgaard, som både er uddannet erhvervspilot og flyveinstruktør, kan ikke skjule sin begejstring for sit lille privatfly og de muligheder, det giver at have vinger. 

»Det er fuldstændig fantastisk. Det der med at kunne sætte sig ind i sin egen maskine og tage hen, hvor man har lyst. Det er for mig den ultimative frihed.«

Interessen for flyvning går længere tilbage, men Lotta Sandsgaard tog flycertifikat i 2016 og gav sig selv den lille sportsflyver i fødselsdagsgave, da hun i 2017 fyldte 40 år. 

Siden har den lille enmotors propelmaskine bragt hende og hendes mand, Claus Nielsen, vidt omkring – Marokko, Kroatien, Albanien og flere gange til favoritøen Korsika. 

»Vi bruger den til ferier i hele Europa. Det er megaeffektivt, når man gerne vil hurtigt frem, for der er ingen kø i tre kilometers højde. Det er faktisk lidt sjovt at gå ned i lav højde og flyve hen over bilkøerne i Tyskland,« siger hun med slet skjult skadefryd.

»Og det gør vi også tit flyver i lav højde og nyder landskabet passere under os med 300 km/t. Der er utroligt flot ned gennem Europa ikke mindst i Alperne. Reutte i Østrig er f.eks. et fantastisk sted en lillebitte by med en lillebitte lufthavn, hvor man lige skal finde den rigtige sprække i bjergene, så man kan komme ind for at lande.«

Lyttede til hvaler

Sidste sommer gik turen den modsatte vej til Europas nordligste punkt, Nordkap.

»Det havde længe været en drøm at komme derop, men der er som regel rigtig dårligt vejr. Da vi så en vejrudsigt med et helt usædvanligt flot sommervejr i Nordnorge, tog vi af sted. Der sad vi så i 20 graders varme ved det iskolde Barentshav og hørte hvalerne. Det er øjeblikke, man aldrig glemmer.«

Timerne i de højere luftlag har desuden en anden vigtig funktion for Lotta Sandsgaard. Hun kobler af og får »kalibreret hovedet«.

»Sidste søndag, inden det her nu skulle offentliggøres, ville jeg lige have den sidste tur i stilhed før stormen, mens der ikke var nogen, der kendte min nye rolle herude,« betror Lotta Sandsgaard.

»I tusmørket fløj jeg en rundtur ind over Aarhus og nød lyset fra byen. Derefter gik turen til Ebeltoft og Grenaa, og jeg landede først, da det var blevet mørkt. Det er simpelthen bare så flot. Ja, at sidde deroppe alene jeg bliver simpelthen helt ren i sjælen.«

Start i modvind

Næste dag gik det løs. 

Lotta Sandsgaard blev præsenteret som Aarhus Airports nye administrende direktør og kom straks i vælten. Hurtigt blev hun konfronteret med bestyrelsens meget ambitiøse mål om at nå 1,5 mio. passagerer i 2029 – lige knap 1,1 mio. flere passagerer end de 422.000 i fjor. Med til historien hører, at da det gik allerbedst for lufthavnen i 2019 rundede passagertallet lige 500.000. Så en bunden opgave med forventning om en stejl årlig vækstkurve.

»Jamen, det er jo det, der tiltrækker mig,« fastslår den kommende direktør.

»Jeg er tiltrukket af udfordringen, der ligger i det. Jeg er jo nok ligesom et fly. Jeg starter bedst i en lille smule modvind. Så kan jeg mærke blodet i årerne,« siger hun og fortsætter efter en kort pause:

»Men ja, det er en ambitiøs plan, og det bliver en stor opgave. Ingen tvivl om det. Men baseret på de bagvedliggende data og forudsætninger tænker jeg også, at det er en realistisk plan.«

Der har de seneste år været regelmæssig udskiftning på direktørposten i Aarhus Airport. Lotta Sandsgaards tre forgængere Brian Worm, Nikolai Krøyer og Peer H. Kristensen holdt således i henholdsvis 8, 13 og 24 måneder. Lotta Sandsgaard betoner, at hun er der »for the long run«, når hun den 1. april officielt lander i direktørstolen.

Fordi, lader hun forstå, tidspunktet i forhold til lufthavnens udvikling er det rette. Hun forlader en stilling som teknik- og miljøchef i Silkeborg Kommune, som hun er meget glad for.

Tiltrukket med hjertet

»Jeg kommer fra en virkelig spændende stilling i en stor organisation, men her er jeg tiltrukket på en helt anden måde – det er med hjertet,« siger hun, med henvisning til at jobbet som lufthavnsdirektør for hende er en mulighed for at kombinere arbejdsliv og hobby.

Desuden bor hun i Enslev ved Grenaa blot 20 minutters kørsel fra lufthavnen. Det hele giver mening, mener hun.

»Når jeg vågner om morgenen, ligger jeg og læser luftfartsnyheder. Jeg har den her passion for flyvning og branchen i det hele taget. Derfor kan jeg ikke se for mig, at jeg skulle skifte job igen. Nu skal man ikke udstikke garantier, men som jeg ser det lige nu, så kan jeg kun se mig selv være her i mange år.«

Desuden mener Lotta Sandsgaard, at situationen nu i lufthavnen er ideel for hendes profil. Forgængerne har med deres forskellige ekspertiser hver især løst nogle nødvendige opgaver for, at planen kan gennemføres. Nu skal lufthavnen – og passagertallene – bringes til nye højder.

»Affyringsrampen er på plads. Der er foretaget store investeringer, så der nu er nogle superlækre omgivelser. Organisationen er også på plads med mange dygtige folk. Min opgave er at samle holdet og få os afsted i den rigtige retning og i den rigtige flyvehøjde,« fastslår Lotta Sandsgaard.

Basisviden om luftfart

Desuden har hun gennem sin post som bestyrelsesformand i Herning Lufthavn tilegnet sig en basisviden om lufthavnsdrift, så hun ikke begynder på helt bar bund.

»Nu er aktiviteterne i Herning Lufthavn primært privatflyvning, hobbyflyvning og luftsport, men mekanismerne omkring det, at skulle leve op til nogle standarder og nogle krav, så vi kan opretholde vores tilladelse for Trafikstyrelsen, er de samme.«

»Så har jeg jo gennem mit arbejde i Herning været medlem af Erhvervsflyvningens Sammenslutning, fordi vi også derude har haft en drøm om at få mere erhvervsflyvning til. Men derigennem har jeg fået et indblik i branchen og et godt netværk til de mindre lufthavne.«

20 år som leder

Lotta Sandsgaard har knap 20 års kommunal ledelseserfaring. Ud over jobbet som teknik- og miljøchef i Silkeborg Kommune har hun tidligere bestredet lederposter i Norddjurs Kommune som miljø- og kulturdirektør og chefposter på teknik- og miljøområdet i både Norddjurs Kommune og Herning Kommune.

»Men den erfaring, jeg har med fra seks forskellige kommuner på teknik- og miljøområdet, er meget relevant for stillingen. Faktisk noget mere end mit arbejde i Herning Lufthavn, og at jeg var i Norddjurs i en svær tid. Som leder, chef og direktør på teknik- og miljøområdet har jeg ledet komplekse organisationer med mange forskellige faggrupper og mange forskellige interessenter,« forklarer hun og slår fast:

»Jeg er vant til offentlighedens opmærksomhed, jeg er helt på hjemmebane, når der skal samarbejdes med myndighederne, og jeg har et virkeligt godt indblik i de politiske beslutningsprocesser, som kan påvirke lufthavnen. Alt sammen noget, jeg får brug for i mit nye job.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.