Mellem Himmel & Jord: Du skal!

Af
Carsten Tranberg-Krab

sognepræst

Hornslet Kirke:

"I et forholdsvis ordnet samfund som det danske, er der masser af bud, vi følger. Du skal betale skat.Du skal overholde færdselsreglerne.Og på det lidt mindre formelle (men slet ikke mindre væsentlige) niveau: du skal holde din plads i køen. Du skal sige tak for mad. Du skal lave dine lektier! Vi er vant til påbud. Påbuddene er nødvendige for at kunne få menneskelige fællesskaber til at fungere, så der er plads til os alle.

”Du skal elske din næste som dig selv”. Det hører vi i kirkerne på søndag. Du skal! Elsk! Det er et påbud – ikke en opfordring. Udråbstegnet er tydeligt for enhver. Men at elske…kan vi påbydes det? Nej ikke hvis vi forbinder det at elske med nogle bestemte følelser. Hvis det at elske min næste er først at nære elskelige følelser for min næste og dernæst handle kærligt – nej så kan jeg ikke elske min næste. I hvert fald ikke som påbud. Men hvis vi dropper følelserne og blot kigger på handlingerne – så bliver det måske lidt nemmere. For med alle de bud, vi er vant til at følge som lovlydige samfundsborgere, følger der ikke nødvendigvis kærlige følelser med – fx i forbindelse med betaling af skat. Jeg elsker ikke at betale skat – men jeg gør det! Det er det, vi skal. Vi skal ikke nødvendigvis elske det, men vi skal.

Apostlen og den kristne forfatter Paulus, der var nogenlunde samtidig med Jesus, var mere optaget af kærlighedens frugter, end af kærlighedens følelser. Han sagde: du skal bære over, tilgive, vise mildhed, være barmhjertig, god, ydmyg, tålmodig. Kærligheden i sig selv var for Paulus ikke en følelse, vi kan fremkalde i os selv, men noget, der kommer til os, når vi møder tilgivelse, mildhed osv. Kærligheden kan vi ”…iføre os, som en klædning”, sagde han – ikke som noget, der kommer indefra, men udefra.

Så de kærlige og varme følelser, vi forbinder med kærlighed, er måske ikke noget, vi skal forvente som grundlag for at opføre os elsk-værdigt. Måske er det den anden vej rundt: ved at møde mildhed, overbærenhed og andre af kærlighedens frugter, opstår kærligheden i mig og får mig til at videregive mildhed, overbærenhed osv. til min næste. Ikke nødvendigvis fordi jeg ’føler for det’, men fordi jeg kan og jeg skal."

Publiceret 20 October 2019 22:30