Efter syv år i spidsen for Glasmuseet Ebeltoft har Dan Mølgaard valgt at søge nye udfordringer, fortæller Glasmuseet i en pressemeddelelse. Foto: Glasmuseet Ebeltoft

Efter syv år i spidsen for Glasmuseet Ebeltoft har Dan Mølgaard valgt at søge nye udfordringer, fortæller Glasmuseet i en pressemeddelelse. Foto: Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet skal have ny direktør

Glasmuseet Ebeltoft skal finde en ny direktør, idet museets nuværende direktør, kunsthistorikeren Dan Mølgaard, har ønsket at fratræde sin stilling

Af
Lars Norman Thomsen

Efter knap syv år som direktør for Glasmuseet Ebeltoft har Dan Mølgaard besluttet sig for at stoppe, fortæller Glasmuseet i en pressemeddelelse.

Museets bestyrelsesformand Henning Kovsted har med beklagelse taget imod opsigelsen.

”Jeg finder anledning at takke Dan for syv gode år på Glasmuseet, der i perioden har været veldrevet og givet mange gode udstillinger og oplevelser for vore gæster," udtaler han i pressemeddelelsen.

I Dan Mølgaards direktørperiode har museet vist mere end 25 udstillinger og har præsenteret kunst fra syv kontinenter.

Udstillingerne er realiseret i samarbejde med både nationale og internationale partnere, og har taget afsæt i museets fremtrædende position som et af verdens førende museer indenfor sit felt.

”Jeg er stolt af de udstillinger og resultater vi har skabt på Glasmuseet Ebeltoft. Men jeg føler nu, det er tid for mig til at komme videre og finder det relevant at give plads til friske kræfter. Jeg ønsker kun Glasmuseet alt det bedste fremover,” udtaler den afgående direktør Dan Mølgaard.

Han tiltrådte 1. april 2013.

Dan Mølgaard kom fra en stilling som leder af Kongegaarden i Korsør. Han havde tidligere varetaget ledende stillinger inden for højskole- og udstillings-verdenen.

Publiceret 21 October 2019 15:30