1. november på Kulturhotellet kan man opleve Anna Kruse synge digte af den svenske lyriker Edith Södergran. Pressefoto

1. november på Kulturhotellet kan man opleve Anna Kruse synge digte af den svenske lyriker Edith Södergran. Pressefoto

Svenske viser med Anna Kruse på Kulturhotellet

Giver cafékoncert 1. november i selskab med Henriette Groth

koncert Efter en fødselsdagsfest med pomp og pragt er Musikforeningen MiR igen klar med en ny oplevelse for musikpublikummet i Rønde og Omegn.

Den svensk-danske sangerinde Anna Kruse har brugt en del tid på at få sat musik til digte af den svenske lyriker Edith Södergran. Det har resulteret i en række cd-udgivelser og nu en cafékoncert i Kulturhotellet i Rønde fredag 1. november kl. 20.

Med sig har Anna Kruse multimusikeren Henriette Groth.

Elsker variationen

Anna Kruse er rytmisk uddannet sanger og var udvekslingsstuderende fra Sverige i to år på RCM på Holmen.

"Det er variationen, jeg kan lide - fra at være solist med DR Bigband, skrive sange med 500 børn ad gangen, spille musikteater for børn, samarbejde med skuespiller Lars Bom og svenske Stina Ekblad. Dansk fælles sang og LMS (levende musik i skolen) er mine yndlingsprojekter ved siden af mine egne hjertesange," fortæller Anna Kruse i en pressemeddelelse fra Musikforeningen MiR.

Edith Södergran levede 1892-1923. Hun var poeten, der ikke blev anerkendt mens hun var i live, men som efterfølgende har haft stor betydning for de nordiske sprogs lyrik. Hendes værker er oversat til mere end 50 sprog.

Et kreativt livsværk

Hun blev kun 31 år gammel og kæmpede, fra hun var 15 år, mod tuberkulose.

"Hun brugte sin sygdom, sine følelser, sit liv og sig selv til at skabe et kreativt livsværk midt i en verden af fattigdom, krig og kaos! Hun var en rebel, havde humor, ben i næsen og var nok lidt besværlig indimellem," fortæller Anna Kruse.

Koncerten er et led i SpilDansk-ugen og arrangeres i samarbejde med Kulturskolen på Kulturhotellet .

Billetter bestilles på Mir's hjemmeside.

jesl

Publiceret 23 October 2019 06:00