Agri Kirke deler næsten gårdsplads med den maleriske Agri Præstegård. I Betty Højgaards stue blev idéen til en julekoncert med engelske sange undfanget for omtrent et år siden

Agri Kirke deler næsten gårdsplads med den maleriske Agri Præstegård. I Betty Højgaards stue blev idéen til en julekoncert med engelske sange undfanget for omtrent et år siden

Kantori synger Christmas Carols på Mols

Sognepræst Betty Højgaard nåede at være med til at planlægge julekoncert efter engelsk tradition

Når Mols-Helgenæs Kantori inviterer til 'Christmas Carols & Julefortælling' i Agri Kirke søndag 22. december kl. 16 er det for korsangerne og deres korleder Judith Völker ikke bare endnu en julekoncert, men på flere måder et særligt arrangement.

For godt et år siden sad kantoriet sammen med sognepræst Betty Højgaard i Agri Præstegård, og der blev idéen om en Christmas Carol- koncert i Agri kirke født, fortæller Judith Völker. Men som mange måske husker, sendte DR-TV i fjor julegudstjenesten fra Agri Kirke juleaften, og det projekt kom til at fylde ganske meget. Præsten og koret blev derfor enige om at udskyde Carol-sangen til 2019.

Betty Højgaard blev imidlertid ramt af alvorlig sygdom, og har siden sommeren været sygemeldt. Organist Judith Völker fortæller, at det for både hende og korsangerne er et stort savn, også fordi de i samarbejdet har nydt godt af Betty Højgaard store interesse for klassisk musik.

Heldigvis har vikarierende sognepræst Per Bach sagt ja til, at være med til julekoncerten og stå for den gode fortælling. Det er alle meget glade for, slår Judith Völker fast. Mols-Helgenæs Kantori er nu i fuld gang med at indøve både kendte og mindre kendte Carols, hvortil publikummet efter den klassiske engelske tradition også må synge med.

Judith Völker: ”Der vil heller ikke mangle et par af vores elskede danske julesange, og sidst men ikke mindst vil kantoriet gentage deres julemotet fra TV-transmissionen sidste år, for at mindes denne fantastiske oplevelse. Og ja: Alle håber på, at Betty Højgaard vil komme og lytte”.

Efter koncerten bydes der på æblegløgg og julesmåkager, så publikum - to dage før juleaften - kan få lejlighed til at ønske hinanden en god jul.

Publiceret 21 December 2019 18:00