Sig nærmer tiden sig, hvor kirkegårdsgraver Eigil Friis stiller sine redskaber i skuret og siger farvel til et godt og langt arbejdsliv. Foto: Morten Bay-Mortensen

Sig nærmer tiden sig, hvor kirkegårdsgraver Eigil Friis stiller sine redskaber i skuret og siger farvel til et godt og langt arbejdsliv. Foto: Morten Bay-Mortensen

Kirke-gartneren sætter riven på plads

Kirkeklokken er faldet i slag for Kolinds mangeårige graver Eigil Friis. På søndag ringer han for sidste gang ved gudstjenesten i Kolind Kirke, og når han lukker kirkedøren efter sig, sætter han kursen mod pensionen

Af
Morten Bay-Mortensen

Året var 1997, da Eigil Friis, udlært automekaniker, trak af den blå kedeldragt, forlod autoværkstedet, der dengang lå mellem Bredgade og Kapelvej i Kolind, krydsede gaden og fik ansættelse som gravermedhjælper ved Kolind Kirke.

”Først var jeg mekaniker for lokalbefolkningen, så blev jeg deres graver”, som Eigil Friis siger med et glimt i øjet. Det viste sig at være et godt skifte, for her kunne Eigil Friis udfolde al sin haveglæde. Håndelaget var i orden, og med en udtalt evne til at servicere kirkens forskellige brugere var han et oplagt valg, da graverstillingen halvandet år efter skulle besættes. Med tiden voksede hans ansvarsområder til også at omfatte vedligeholdelse af gravsteder og kirketjenerarbejde i Ebdrup og Skarresø, hvilket betød, at Eigil Friis kom til at stå i spidsen for tre medarbejdere.

Yde sit bedste

Fra sin opvækst i Tøstrup var Eigil Friis vant til kirkegang om søndagen, og han kom hurtigt til at føle sig hjemme i kirkemiljøet i både grønt gartnertøj og det sorte om søndagen, fortæller han. ”Gudstjenester har jeg altid været glad for, og hver søndag har jeg følt mig som en del af menigheden”.

Med rødderne vel forankret i lokalmiljøet har Eigil Friis været godt kendt med folk, hvilket har givet mange fordele, når en aftale om beplantning på et gravsted skulle indgås, eller der skulle siges et deltagende ord til pårørende ved begravelse eller et tillykke til dåbsforældre og brudepar.

”Det sværeste har så været, når vi skulle sige farvel, til nogen jeg kendte, hvis de var unge, men jeg har altid gået efter at holde facaden og yde mit bedste”.

Menighedsrådet taler utvivlsomt på manges vegne, når det udtaler stor tak og tilfredshed med Eigil Friis’ indsats gennem 22 år.

Et frit job

Eigil Friis anerkender menighedsrådet for at skabe gode rammer for et frit og selvstændigt job. Med eftertryk siger han: ”Jeg har været så glad for at være her. Som udemenneske og med lyst til havearbejde, og til at holde noget pænt, har det været et ønskejob for sådan en som mig”. Undervejs uddannede han sig med relevante kurser, og kirkegårdenes mange brugere har kunnet fryde sig over en høj standard på i gravstederne og de grønne arealer omkring kirkerne.

”Jeg har nu også haft gode betingelser”, siger Eigil Friis ”Menighedsrådet har aldrig blandet sig, men haft tillid til min faglighed og til de valg, jeg har truffet ud fra de overordnede retningslinjer. Den frihed og selvstændighed har været noget af det bedste. Og så ikke mindst kollegerne”.

Fortsat en graver i familien

"Kunne du ikke bare blive ved", er Eigil Friis, som er 65 år, blevet spurgt. Jo, det kunne han nok, og der er også meget, som han vil savne, ved han. Men alderen mærkes, og ”hvis man ikke tager en beslutning, bliver man jo bare ved, og det vil jeg ikke”. Og glæder sig til at få mere tid til haven derhjemme, til rollen som morfar, til familieturene til Italien, og hvad der ellers skal fyldes i seniorlivet.

Stafetten har han i øvrigt givet videre til sin lillebror, Svend Aage Friis, som menighedsrådet valgte blandt et stort ansøgerfelt, til at være hans efterfølger.

”Jeg havde på ingen måde indflydelse på valget, det var menighedsrådets afgørelse”, fastslår Eigil Friis, ”men man kan da sige, at det bliver i familien”.

Man kan hilse af med Eigil Friis ved hans sidste gudstjeneste i kirketjenertøjet i Kolind Kirke på søndag 29. december kl. 14. Menighedsrådet byder på et glas.

Publiceret 27 December 2019 07:00