Mellem Himmel og Jord: Juletræet med sin pynt

Af
Sognepræst Mia Brøgger

Tirstrup

Fuglslev

Hyllested og Rosmus:

"I de fleste stuer er julepynten, sikkert allerede ved at være pakket ned, og lagt væk for i år. Man skal ikke mange dage efter juleaften, før det er, som om nisserne i vindueskarmene roder mere, end de pynter. Her hos os, pakkes det meste tilbage i den store julekasse i disse dage. Det dog lige med undtagelse af en ting, som altid får lov at blive stående, til vi har fejret nytårsaften, og det er juletræet. Juletræet, som med sin fine pynt fortæller os hele julens historie.

På en gren hænger slikstokken, der ligner en hyrdestav og som derfor minder os om hyrderne på marken uden for Betlehem. Hvordan de var de allerførste, som englene fortalte, at Guds egen søn var kommet til verden.

I toppen af træet sidder stjernen, som både viser de visemænd og os hen mod stalden, hvori Maria og Josef fandt hvile, og hvor Jesus blev født.

Det er også alle julekuglerne, runde og fine og i alle mulige farver, præcis som vores jordklode er rund og beboet af alle mulige forskellige slags mennesker. Julekuglerne hænger på træet og husker os på, at det Gud vil sige, gælder alle mennesker på hele den runde jordklode.

Rundt om træet hænger den skrøbelige guirlande, der så let rykkes over, og som næsten helt sikkert er krøllet næste år, hvis man gemmer den. Men som er der, for at minde os om, at vi hører sammen og i fællesskab skal være her sammen, også selvom vi så let kan komme til at ødelægge det, vi har.

Ligeledes hører julehjerterne til på træet, det sårbare hjerte og symbolet på kærlighed, varme og tillid. Ofte er hjerterne flettet sammen af to halvdele, og minder os på den måde om, at julenat blev Guds og menneskenes historie flettet sammen. Til sidst er der selvfølgelig også de levende lys. Stod det til mig, skulle de tændes hver eneste aften mellem jul og nytår, fordi hvert enkelt lille julelys på træet vidner om Jesusbarnet, der kom og tændte lys i vores verden, - og lyset var til trøst, til fred, til glæde og kærlighed mellem Gud og mennesker.

Juletræet bærer på hele julens budskab og det budskab kan ikke blive fortalt for tit, så juletræet med sin pynt, det må godt få lov, at blive stående lidt endnu.

Med ønsket om en glædelig jul og et velsignet nytår."

Publiceret 28 December 2019 06:00