Med sit solospil har Kaare Norge nu igennem flere årtier fanget et publikum, høj som lav i alle aldre. Pressefoto

Med sit solospil har Kaare Norge nu igennem flere årtier fanget et publikum, høj som lav i alle aldre. Pressefoto

Nytårskoncert: Guitarspil fra La Liga

Tirstrup Kirke indleder 2020 med en koncert med den anerkendte klassiske guitarvirtuos, Kaare Norge

Af
Lars Norman Thomsen

Tirstrup Kirke kan søndag 19. januar byde velkommen til Kaare Norge.

Med sit solospil har Kaare Norge nu igennem flere årtier tryllebundet publikum, høj som lav i alle aldre.

Kaare Norges repertoire spænder fra de helt store komponister som Bach, Mozart, Chopin, til de mere folkelige melodier fra nær og fjern, over til store populære navne som hedengangne The Beatles og Led Zeppelin – især hans versionering af Led Zeppelins klassiker 'Stairway to Heaven' er snorlige.

Som komponist har Kaare Norge markeret sig med titelmelodien 'Homage to Life' - oprindeligt skrevet som kendingsmelodi til DR-programmet En naturlig Forklaring (Dus med Dyrene) med Poul Thomsen som vært i 1992.

I de senere år har kompositionerne mest været for sologuitar som den spanske dans 'Danza la Primavera', men også sangen 'Når du forlader mig' for guitar og sang med tekst af Tove Ditlevsen.

På hans seneste plade 'Variation' afslutter Kaare Norge med tre numre af Bent Fabricius-Bjerre.

Bent Fabricius-Bjerre spurgte Kaare Norge, om han ville indspille nogle af sine kompositioner. Kaare Norge svarede ja, og som tak skrev Bent Fabricius-Bjerre en melodi specielt til Kaare Norge: 'Farvel'.(Farewell).

De to øvrige Bent Fabricius-Bjerre-fortolkninger er den stedsegrønne og meget melodiske 'Duerne Flyver' og 'En Enkelt Melodi Til Dig'.

Førstnævnte er fra spillefilmen 'Jeg er sgu min egen' fra 1967, hvor Cæsar synger sangen med tekst af Klaus Rifbjerg. 'Duerne Flyver' har både fundet plads i Højskolesangbogen og i tidligere kulturminister Brian Mikkelsens Kulturkanon.

Der er gratis adgang til koncerten, der begynder klokken 15, og hvor der samles penge ind til velgørende formål.

Publiceret 12 January 2020 08:00