Lise Edelberg Andersen er ny sognepræst i Vestre Pastorat og får bopæl i Auning. Foto: Lise Edelberg Andersen

Lise Edelberg Andersen er ny sognepræst i Vestre Pastorat og får bopæl i Auning. Foto: Lise Edelberg Andersen

Igen lys i vinduerne i præsteboligen i Auning

Søndag siger menigheden velkommen til ny sognepræst, Lise Edelberg Andersen, ved to festgudstjenester i kirkerne Øster Alling og Auning

På søndag hejses flaget i Norddjurs Vestre Pastorat, når der siges velkommen til en ny sognepræst. Lise Edelberg Andersen, 54 år, bliver indsat af provst Lars Seeberg ved to festgudstjenester i Øster Alling Kirke kl. 11 og i Auning Kirke kl. 14.

Som ny præst til primært Auning, Øster og Vester Alling, men med tjenesteområde i de øvrige kirker i Vestre Pastorat, har menighedsrådene valgt en meget erfaren præst. Lise Edelberg Andersen rykker ind i sit nye embede med knap 19 års solid præsteerfaring fra det vestjyske kirkeliv, hvor hun var en afholdt præst i Tjørring og Ørre-Sinding.

” Jeg har været præst i mange år og brænder for det”, fortæller hun.

Lise Edelberg Andersen kommer med mange forventninger sin nye norddjurske arbejdsmark, hvor hun indgår i præsteteamet med Charlotte Bjarning Johansen, Birthe Kiilerich, Susanne Dahlgaard og Gustav Eyermann.

”Det er en stor glæde for mig, at jeg skal være ny sognepræst i Norddjurs Vestre Pastorat. Jeg glæder mig til at lære en ny egn at kende, men mest af alt til at mødes med dem, som bor her”.

Lise Edelberg Andersen har trådt sine barnesko på landet, og hun er vokset op i en stor familie i Ønslev på Nordfalster.

”Min far var landmand, min mor er husholdningslærer. Aarhus blev min studieby og det var i tiden som studerende jeg lærte min mand, Peder, at kende”, fortæller hun. Nu bliver deres fremtidige hjem præsteboligen i Auning, som både byen og sognene glæder sig til igen får lys i vinduerne.

Når festgudstjenesten i Auning er slut, inviterer menighedsrådet til reception i Sognehuset, hvor der bliver lejlighed til at hilse på den nye præst.

Publiceret 31 January 2020 15:30