Et af de 36 motiver som de unge på PGU Rosenholm står bag. Motiverne kan lige nu ses på Danhostel Rønde

Et af de 36 motiver som de unge på PGU Rosenholm står bag. Motiverne kan lige nu ses på Danhostel Rønde

Negativerne er fremkaldt i kaffe, soda og c-vitamin

De unge på PGU Rosenholms Medielinje klar med fotudstilling på Danhostel Rønde. Kig forbi og lad dig overraske

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE PGU Rosenholm’s Medielinje har været igennem et forløb med sort/hvid analog fotos. Motiverne er hentet i lokalområdet og en del af negativerne er fremkaldt i kaffe. 36 udvalgte værker kan for tiden ses på Danhostel Rønde.

Vi har hørt det mange gange. Hvorfor tager i ikke bare billeder med digitale kameraer. Og hvorfor skal I tage billeder som dengang ruder konge han var knægt? Det er både billigere, lettere og giver bedre resultater, at tage billeder digitalt.

Ja, der er mange gode argumenter. Og de fleste er sådan set relevante nok. Men vil man ind og have fat i sin indre fotograf, er det medielinjens erfaring, at hele processen med analog fotografering gør en til en bedre fotograf.

"Man har jo kun 36 skud på en film, så man bliver nødt til at ’frame’ sine billeder med omhu og sørge for at eksponere rigtigt. Derudover forholder man sig til hvert enkelt billede i redigeringen efterfølgende. Vi kender nok alle sammen, det med at have 100-vis af billeder på mobiltelefonen, som allerede er gået i glemmebogen, og som man ikke har noget forhold til. Det sikrer den analoge proces ikke sker. Her kommer der en naturlig ro og fordybelse i arbejdet som fotograf," lyder det fra en af medielinjens faglærere, Thomas Nørgaard Andersen.

Kaffe, soda og c-vitamin

Selve fremkaldelsen er foregået i medielinjens køkken på Borupvej i Hornslet, og en del af negativerne er fremkaldt i en blanding af instant kaffe, soda og c-vitamin – også kaldet caffenol.

Selve overførslen til tanke , hvor filmen bliver fremkaldt er sket i en lystæt pose, hvor filmen fra kameraet skal rulles op på en spole – i blinde vel at mærke.

”Det kræver lidt øvelse at få filmen rullet op på spolen i fremkaldertanken. Det foregår i sagens natur i blinde , da filmen ikke må få noget lys. Det kræver at man føler sig frem og har sørget for at få tingene med ind i posen. Men det gik faktisk godt for de unge PGU’ere. Vi havde ingen uheld under fremkaldelsen og alle film blev til noget”, fortæller Thomas N. Andersen.

Og det behøver ikke at være ret dyrt, at komme i gang. Alle de anvendte kameraer er fundet på loppemarkeder og genbrugsbutikker, og det er ikke noget kamera, der har kostet over 50 kroner, forsikrer Thomas Nørgaard Andersen.

Publiceret 15 February 2020 15:00