Anne Marie Poulsen Tolbod, Sognepræst i Thorsager-Bregnet-Feldballe Pastorat. Foto: Morten Bay Mortensen

Anne Marie Poulsen Tolbod, Sognepræst i Thorsager-Bregnet-Feldballe Pastorat. Foto: Morten Bay Mortensen

Mellem Himmel og Jord: Træk på skuldrene og sig ’PYT’

Af
Anne Marie Poulsen Tolbod

Sognepræst i Thorsager-Bregnet-Feldballe Pastorat:

"For nogle uger siden fik en spansk designer, Elena Tablada, ørerne i maskinen.

Elena var på ferie i Berlin. Hun og hendes mand så alle de ting, turister bør se i Berlin: Brandenburger Tor, Alexanderplatz, resterne af ’Muren’, osv.

De to besøgte også ’Mindesmærket for Europas myrdede jøder’. En stor plads i hjertet af Berlin, hvor 2.711 steler er opstillet til minde om de 6 millioner jøder, der blev skudt, gasset og sultet ihjel af nazisterne under anden verdenskrig.

Fra det besøg lagde Elena et billede på nettet – til sine 150.000 følgere på Instagram.

På billedet står hun og læner sig op af en af betonstelerne, mens hun smiler til kameraet og viser sin gravide mave frem. ”Baby in the oven” – en baby i ovnen, skrev hun som undertekst.

Opslaget blev delt og spredte sig som en steppebrand på de sociale medier. Og så gik internettet amok. For hele internettet var krænket – på jødernes vegne: Havde Elena Tablada ingen respekt for alle dem, der endte som forkullede lig i koncentrationslejrenes store krematorieovne.

Kritikken og fordømmelsen haglede ned over den stakkels spanske designer fra alle kanter.

Og ja! Opslaget var både kluntet og ubetænksomt. Men det var ikke bevidst ondskabsfuldt.

Når kvinder bliver udsat for seksuelle overgreb af magtmænd som Harvey Weinstein, så er det på sin plads, at de føler sig krænkede; at de råber op og siger fra. Når homoseksuelle mænd bliver chikaneret eller tæsket, fordi de er homoseksuelle og når sorte amerikanere bliver overfaldet, fordi de er sorte, så er det på sin plads, at de føler sig krænkede; at de trækker en grænse og siger ’Nej!’

Og det er også på sin plads, at alle dem, der bliver krænkede får støtte. Vores støtte. Og at alle dem, der krænker, mærker et klart og tydeligt nej! Vores nej! For det er også vores opgave at sige fra over for krænkelser og uretfærdighed. Og det er også kirkens opgave – med de værdier, vi bygger på – at være med til at sige fra – over for racisme, sexchikane og mobberi.

Men… Måske kan vi godt nøjes med at trække på skuldrene, når en ubetænksom kvinde smiler og skriver ’baby in the oven’ foran et jødisk mindesmærke.

Og måske kan vi også nøjes med at trække på skuldrene, når Føtex – i december – kalder noget bagværk for ’en vinterbolle’ i stedet for ’en julebolle’. Og trække på skuldrene, når Pippi Langstrømpes far ikke længere må hedde en ’negerkonge’.

Vi må lære at trække på skuldrene og sige ’PYT!’ Så vi kan koncentrere os om de krænkelser og de kampe, der er vigtige."

Publiceret 21 February 2020 20:30