Bibliotekerne har det fint i Syddjurs. Der findes heller ikke noget skønnere end at læse en bog - roman, digtsamling, biografi - fortsæt selv. Foto: Lars Norman Thomsen

Bibliotekerne har det fint i Syddjurs. Der findes heller ikke noget skønnere end at læse en bog - roman, digtsamling, biografi - fortsæt selv. Foto: Lars Norman Thomsen

Bibliotekerne: ”Intet menneske er en ø; enhver bog er en verden”

Besøgstallet på Syddjurs Bibliotek steg med hele ti procent

syddjurs Biblioteker bliver ofte mødt med en forventning om at være et ”kedeligt sted” at opholde sig, men ikke i Syddjurs. Her viser statistikken at bibliotekerne i 2019 atter oplevede en stigning både med hensyn til besøgstal og udlån af bibliotekernes materialer.

”Vi arbejder benhårdt på hele tiden på at kunne tilbyde kommunens borgere en forbedret service, nye muligheder og relevante produkter” siger Biblioteksleder Claus Pettersson. ”Og vi gør dette med alle kommunens borgere for øje, og meget gerne i et tæt samarbejde med dem”.

Denne indsats har vist sig at give pote. Udlånet af de fysiske materialer er siden 2018 steget med 2 procent, hvilket i sig selv er en succes, fordi udlånet af bøger på landsplan er faldende. Udlånet af elektroniske ressourcer som e-bøger og lydbøger er i Syddjurs steget med 27 procent. Samtidig er bibliotekets besøgstal steget med hele 10 %. Og der er netop en pointe i, at der er forskel i disse tal:

”Bibliotekerne i Syddjurs bliver brugt til mere end til udlån og aflevering” siger Claus Pettersson.

”Vi arbejder hele tiden med at lægge hus til en masse aktiviteter som borgerne selv skaber eller er en del af. Og borgerne bruger os som et kultursted, et værested, et sted hvor man mødes med venner, et sted hvor man kan få oplevelser”.

Syddjurs Biblioteks arbejde med at sætte borgerne i førersædet i forbindelse med udviklingen af Det Rullende Bibliotek, tidligere kaldet Bogbussen, har også båret frugt.

I april 2019 inviterede biblioteket en gruppe borgere til at overtage rattet med hensyn til udviklingen af nye initiativer for Det Rullende Bibliotek. Arbejdet fortsætter, men lige nu er det meget tilfredsstillende at se, at Det Rullende Bibliotek er en del af fremgangen både mht. udlån og besøgstal.

Syddjurs Bibliotek har dog ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene: Der arbejdes med etablering af flere lignede borgergrupper i Nimtofte, Mørke og Ådalen. Børnefamilier er i marts måned inviteret til at give deres besyv med omkring børnetilbuddene på Hornslet Bibliotek, og samarbejdet mellem biblioteket og kommunens folkeskoler udvikles fortsat. Og sidst, men ikke mindst så flytter Biblioteket ind i nye lokaler på Maltfabrikken.

-vik

Publiceret 27 February 2020 14:30