Charlotte Rørth fortæller om sit møde med Jesus

To sogne inviterer til foredrag i Ebeltoft

Forfatter og foredragsholder Charlotte Rørth.

Forfatter og foredragsholder Charlotte Rørth.

Foredrag Samarbejde er i højsædet for præsterne i den gamle Ebeltoft kommune. Det udvides hele tiden, og nu går de to sogne sammen om at invitere den spændende foredragsholder Charlotte Rørth.

Torsdag 5. marts til KulturCafé i Ebeltoft vil man møde Mia Brøgger, der har sit virke i kirkerne i Tirstrup, Fuglslev, Hyllested, og Rosmus, byde velkommen og stå som vært for arrangementet med Charlotte Rørth sammen med Ebeltoftpræsten Heidi Bisgaard.

"Vi har længe talt om, at det kunne være spændende at lave sådan en type arrangement, hvor vi samler vores kræfter og inviterer en foredragsholder, som vi tror kan have interesse i begge sogne," fortæller Heidi Bisgaard.

Charlotte Rørth blev kendt i hele landet, da hun i 2015 udgav bogen, 'Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende'. Det var en bog, der straks fangede både læsere og anmelderes opmærksomhed og Charlotte Rørth røg direkte ind på diverse bestsellerlister. Bogen fik så meget interesse, at den i dag er blevet oversat til seks sprog. Og den opmærksomhed emnet har fået har inspireret Charlotte Rørth, til at skrive yderligere to bøger, for det har vist sig at hun slet ikke er ene om at have haft en religiøs oplevelse.

Men til gengæld har hun været nærmest ene om at kunne fortælle om det emne, så det kunne høres. For der er ingen tvivl om at det er et emne, der deler vandene, og som kan få skepsissen frem i folk. Så hvilke konsekvenser har det haft, at hun besluttede, at hun ville fortælle højt og bredt om noget, som mange oplever som både kontroversielt og grænseoverskridende og hvordan lever man med dette?

Det handler foredraget om og er netop også hvad Charlotte Rørth skriver om i hendes tredje bog: Gud, du er jo lige her. For Charlotte Rørth har erfaret, at ved at stå åbent frem og tale om sine religiøse oplevelser har det vist sig, at hun slet ikke er ene om at have en religiøs erfaring. Hver anden af os har oplevelser, vi selv kalder åndelige eller spirituelle. Det er bare ikke noget vi taler højt om. Men Charlotte Rørth har talt om det, og herved åbnet for en snak, som mange ikke vidste, at de savnede.

Det er torsdag 5. marts kl. 19.00-21.30 i Ebeltoft Kirke og kaffe i Sognegården.

CV

Publiceret 27 February 2020 16:00