Uopslidelige Molly Thomsen er indstillet til Frivilligrådets pris. Om hun får den, afsløres i denne uge. Læs med i Adresseavisen Syddjurs i næste uge. Foto/grafik: Anne Steen, Impact

Uopslidelige Molly Thomsen er indstillet til Frivilligrådets pris. Om hun får den, afsløres i denne uge. Læs med i Adresseavisen Syddjurs i næste uge. Foto/grafik: Anne Steen, Impact

Syddjurs Award 2020 pilles af plakaten, men...

Corona-situationen tvinger arrangørerne til at aflyse showet i Rønde Idrætscenter, men vinderne skal ikke snydes. De bliver alle hyldet i den kommende tid

Af
Lars Norman Thomsen

SYDDJURS Regeringen har indtil videre valgt at opretholde forbuddet mod store forsamlinger frem til august.

Derfor har arrangørerne af Syddjurs Award 2020 besluttet, at der ikke bliver noget show i år i Rønde Idrætscenter.

Syddjurs Award 2020 skulle have været afviklet torsdag 12. marts, men det satte Corona-krisen en effektiv stopper for.

Senere har en dato i september været skudt op som prøveballon, men nu satser arrangørerne i stedet for at tage revanche i 2021 med et show, der vil gå over i historien.

Datoen forventes at blive fastlagt på et kommende møde i styregruppen, der består af repræsentanter for Syddjurs Kommune, Adresseavisen Syddjurs og Rønde Idrætscenter plus toastmaster Hans Dueholm.

Snydes ikke

Det er selvfølgelig en flad og 'røv-og-nøgler' fornemmelse, at Syddjurs Award ikke bliver til noget for de indstillede kandidater til de mange priser, der skulle have være overrakt i forbindelse med showet.

Men vinderne snydes ikke.

De vil få deres bekomst og fortjente hyldest i maj og juni måned. Det sker på deres hjemadresser, hvor repræsentanter for styregruppen kigger forbi med blomster, statuette, diplom og en check.

Fremmødet bliver i et omfang, så Sundhedsstyrelsens retningslinjer ikke overskrides. Kravene til afstand og hygiejne overholdes til punkt og prikke. Derfor bliver klapsalverne ikke massive, men mon ikke vinderne alligevel bliver glade for, at de med situationens alvor in mente trods alt bliver hyldet og fejret?

Efterfølgende portrætteres vinderne i Adresseavisen Syddjurs, der biler med rundt i landskabet med kamera og blok.

Et folkeligt show

Syddjurs Award har udviklet sig til en tradition. Et mødested for mennesker fra alle dele af Syddjurs.

Det hidtil bedste eksempel på, hvordan man skaber folkelig sammenhængskraft i en efterhånden stor kommune som Syddjurs med langt over 40.000 indbyggere.

Folkelig i den helt rigtige betydning af ordet.

Syddjurs Award henvender sig til det brede publikum med stor respekt, og slet ikke kun til de få udvalgte, der altid dukker op tidligt og silde, når der bliver kaldt.

De senere års udvikling med, at naboer, familier og venneforeninger sammen drager til Syddjurs Award, er den tangent, som arrangørerne håber at kunne fortsætte ud ad i 2021.

Publiceret 14 May 2020 12:00