Dy Plambech kan 8. oktober opleves i Kolind+ . Pressefoto

Dy Plambech kan 8. oktober opleves i Kolind+ . Pressefoto

Syddjurs Bibliotek: Dy Plambech, Svend Åge Madsen og lokale Josefine Klougart

Efterårsprogrammet er spækket med mere end 90 arrangementer for store og små i hele kommunen

syddjurs Sommerferien lakker for de fleste mod enden, og det er tid til at kigge fremad mod hverdagen. Men det er også tid til at kigge frem mod nye oplevelser, ny inspiration og nye fællesskaber.

Syddjurs Bibliotek glæder sig til at kunne byde velkommen til mere end 90 arrangementer i løbet af efteråret. Her vil man kunne opleve forfatternavne som Dy Plambech, Svend Åge Madsen, lokale Josefine Klougart, forfatterduoen Janni Pedersen og Kim Faber og forfatteren bag børnebøgerne 'Sallys Far', Thomas Brunstrøm.

Naturen og bæredygtighed har også fået en særlig plads i programmet med arrangementer som 'Lev for det halve' med Nanna Hyldgaard Hansen, et drop-in-arrangement om elbiler og madværkstedet 'Klimamad i hverdagen'. Derudover kan børn være med til at bygge et kæmpe insekthotel i bibliotekshaven i Hornslet.

I oktober måned rykker eventyrerne og eventyrligheden ind, når der er 'Eventyrlige oktober' med arrangementer som Eventyrbingo, teaterforestillinger og skattejagt på biblioteket.

I Ebeltoft danner Maltfabrikken helt nye rammer for bibliotekets aktiviteter og arrangementer. Men ikke kun rammerne er nye. For med flytningen til Maltfabrikken er Syddjurs Bibliotek blevet knyttet tæt sammen med Museum Østjylland og Ebeltoft Byhistoriske Arkiv og har opbygget et helt nyt formidlingsfællesskab.

Dette smitter også af på arrangementsfronten, hvor arrangementerne i mange tilfælde får forskellige tværfaglige tvist. For eksempel vil babycafeerne her blive suppleret af et lille kulturhistorisk indspark og dagens emne, og et foredrag om besættelsestiden vil blive suppleret af skønlitterære boganbefalinger.

Syddjurs Biblioteks nye program kan ses på bibliotekets hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig arrangementerne og købe billetter. På baggrund af sundhedsmyndighedernes retningslinjer i forhold til Covid-19 er der sat færre billetter til salg, og Syddjurs Bibliotek vil gøre alt for at sikre, at arrangementerne bliver afholdt efter de gældende retningslinjer, lyder det i en pressemeddelelse.

gs

Publiceret 08 August 2020 10:30