John Petersen begyndte tidligt at interessere sig for historie, og det blev ret hurtigt en passion for den forhenværende skolelærer og senere skoleinspektør på nu 90, der i over 50 år har været leder af Rønde Egnsarkiv. Foto: Lars Norman Thomsen

John Petersen begyndte tidligt at interessere sig for historie, og det blev ret hurtigt en passion for den forhenværende skolelærer og senere skoleinspektør på nu 90, der i over 50 år har været leder af Rønde Egnsarkiv. Foto: Lars Norman Thomsen

Hæderspris: Honnør til arkivlederen

John Petersen skulle have været hyldet på behørig vis ved Syddjurs Award 2020 i foråret for sit 50-årige virke som leder af Rønde Egnsarkiv, men det forhindrede Pandemien - den De ved nok ...

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE "Jeg blev da glad og stolt, da jeg fik at vide, at jeg skulle hædres med en pris," siger John Petersen, 90, mens han nipper til kaffen på sit kontor i parcelhuset i Rønde.

Reolerne fortæller, at her bor en mand, der interesserer sig levende og mere til for historien, både den lokale, den nationale og den globale.

John Petersen oprettede Rønde Egnsarkiv i 1970, og den forhenværende lærer, senere viceinspektør og slutteligt skoleinspektør ved Rønde Skole i perioden 1955-1992, har været arkivleder i samtlige godt 50 år.

50 års jubilæet var i marts 2020, og i samme måned var John Petersen indstillet til at blive hædret for sit mangeårige virke hos Rønde Egnsarkiv.

Udvalget for Plan, Udvikling og Kulturs (PUK) formand Riber Hog Antonsen havde skrevet festtalen til dette års modtager af Hædersprisen, som PUK-udvalget suverænt bestemmer, hvem er.

Prisen overrækkes til den årlige Syddjurs Award, som Covid-19 i år tvang arrangørerne til at aflyse.

John Petersen måtte 'nøjes med' efterfølgende at få overrakt blomster, diplom og statuette på sin bopæl inden sommerferien, men stolt og glad var han alligevel. Ikke mindst, da han fik fortalt, at det var holdet af frivillige hjælpere ved Rønde Egnsarkiv, der havde indstillet ham til Hædersprisen.

En passion

"John Petersen møder trofast op hver onsdag aften og den 1. mandag i hver måned, desuden står han forrest hver gang der skal laves en ny udstilling på arkivet. Trods sine snart 90 år, som han bliver i januar 2020, er han stadig aktiv og i fuld vigør," lød en lille buket af hyldestordene fra de frivillige hjælpere til arkivlederen.

Selv om det ene ben gør lidt knuder, når han går sine daglige ture, er det en meget mobil og opmærksom nestor, der fortæller om sin store passion for historien. Han er født og opvokset i Aarhus, hvor han også fik sin eksamen som lærer, inden han i 1955 fik job på Rønde Skole. Barndommens by har gennemgået en udvikling, som ikke tiltaler ham.

Alt for meget af fortidens paradisiske steder er blevet plastret til med byggerier. Havnen for eksempel synes han er en skændsel. Til gengæld taler han varmt om den by, der blev hans og senere familiens.

"Det er svært at forestille sig for nutidens mennesker, hvad Rønde var for en by dengang. Den var meget, meget mindre end den vi kender i dag, og det afspejlede sig naturligvis også i skolen størrelse," forklarer John Petersen, der har skrevet om Røndes historie tidligere og er på vej med en ny bog om den driftige by.

Feldballe Præstegaard

John Petersen var drivkraften i 1970 bag Rønde Egnsarkiv. Egnsarkivet har flyttet destination i flere omgange. Det første lokale lå i kælderen i det nu væltede rådhus på Hovedgaden i Rønde, hvor Lillerupparken har møvet sig ind.

Siden gik turen videre til lokaler i kælderen på Rønde Plejehjem, hvor det tidligere sogneråd holdt til, før Rønde Egnsarkiv i 1998 flyttede til 'svinestien og kostalden', som den vel istandsatte staldlænge i den smukke Feldballe Præstegård bliver kaldt.

"Her har vi fine forhold, og jeg er utrolig glad for det hold frivillige, som hjælper til. Det er meget engagerede mennesker, og vi trives så godt sammen," roser John Petersen, der hjemme på sin egen matrikel har samlet masser af 'guf' om især 2. verdenskrig med modstandsblade og sirlige oversigter over forskellige modstandsgrupper.

Systematikeren har i over 50 år gjort en uegennyttig indsats for at bevare værdifuldt kildemateriale om lokalhistorien på Egnsarkivet. Billeder, udklip, protokoller, skøder og andre genstande. Det er mange glade for. Også politikerne ganske givet, selv om de stort set alle glimrede ved deres fravær ved 50 års jubilæet.

Anerkendelsen af John Petersens mangeårige indsats var fem af de samme politikere dog ikke i tvivl om, da Hædersprisen 2020 skulle have en ejermand. Så selv om det ikke blev til klapsalver og hyldestord på scenen i Rønde Idrætscenter i marts, stillede ingen spørgsmålstegn ved, om Hædersprisen nu også skulle uddeles, og det yderste fortjente i, at modtageren var John Petersen. Honnør og respekt til arkivlederen for over 50 års indsats, og tak for et par interessante timers levende samtale om historien.

Publiceret 03 September 2020 19:00