Erik Peitersen maler i dagene 17.-19. september på sit store maleri ’Outdoor #8’ på Markedspladsen foran KulturHotellet. Pressefoto

Erik Peitersen maler i dagene 17.-19. september på sit store maleri ’Outdoor #8’ på Markedspladsen foran KulturHotellet. Pressefoto

Kunsten og kulturen er rykket Outdoor

KulturHotellet i Rønde inviterer alle til at deltage i malersession med Erik Peitersen

kultur KulturHotellet i Rønde afholder i dagene 17.-19. september det tilbagevendende tredages arrangement, hvor Erik Peitersen maler på sit store maleri på Markedspladsen foran KulturHotellet.

I forbindelse med malersessionen inviteres alle borgere i Syddjurs til at deltage aktivt i en række spændende kreative, inspirerende og underholdende udendørs og indendørs arrangementer.

Ved hver Outdoor #8 malersession sættes der gang i kulturlivet sideløbende med, at Erik Peitersen maler.

Mal dit eget maleri

Under den kommende malersession er flere af arrangementerne således rykket 'outdoor' på Markedspladsen, og ved et af arrangementerne, en 'outdoor billedkunst-workshop', hvor børn i alle aldre får mulighed for at lade sig inspirere af Peitersens former og farver, maler man sit helt eget unikke 'outdoor'-maleri.

Endvidere vil tonerne af en lydkulisse inspireret af Erik Peitersens maleri fylde Markedspladsen, når Kulturskolen Syddjurs musikelever præsenterer deres 'Klik På Kuls - koncert'.

Har man lyst til at bevæge sig, alt imens man bevæges mentalt, så er der chance for dette, hvis man deltager i Myrks udendørs foredrag, der kombineres med en vandretur. Foredraget sætter fokus på ’mørke’ og med lydcollager i ørerne, sørger artist-truppen 'Myrkr' for, at deltagerne får mulighed for at opleve, hvordan steder som de troede, at de kendte godt, forandrer sig i mørket.

Trænger man til noget at styrke sig på i forbindelse med de forskellige arrangementer, er der også sørget for outdoor-forplejning til pladsens fremmødte. Således er der både salg af kaffe, pølser, øl og sodavand, hvis man besøger pladsen fredag 18. september, hvor der også er Open-by-night i Rønde.

Også indendørs

Får man brug for at få varmen, er der dog også rig lejlighed til at blive underholdt og inspireret indendørs. I Caféen på Kulturhotellet kan man for eksempel nyde de udstillede værker, som Kulturskolens Rosenholm-tegnehold lavede i sommers, eller blive inspireret til at ’leve for det halve og få familieliv, forbrug og arbejde i balance’, hvis man deltager i Nanna Hyldgaard Hansens foredrag. Idéen her er enkel: Skær forbruget ned til det halve og arbejd halvt så meget. Vel at mærke uden at flytte ud på en ø og blive selvforsynende, eller gå på kompromis med hverken gode råvarer eller børnenes fritidsinteresser.

Man kan læse mere om de enkelte arrangementer på KulturHotellets hjemmeside og facebookside.

gs

Fakta

Outdoor #8

  • Outdoor-projektet går ud på, at Erik Peitersen over en årrække vil male i alt 27 store malerier á 3×3 meter i hele verden: 9 i Danmark, 9 i Europa og 9 i resten af verden. Princippet er det samme for alle malerierne: I den treårige periode, hvor det enkelte maleri skabes, besøger Erik maleriet 3 gange om året og maler til hver session på maleriet i 3 dage. Som navnet antyder, er Outdoor #8 i Rønde det ottende maleri i rækken.
  • Tematisk vil maleriet tage udgangspunkt i lokal kultur og natur og knytte sig til tankerne om Rønde som porten til Nationalpark Mols Bjerge.
  • Projektet gennemføres i samarbejde med Kulturskolen Syddjurs, Rønde Handelsstandsforening, Nationalpark Mols Bjerge, Rønde Distriktsråd, Billedkunstrådet og Syddjurs Kommune.

Publiceret 10 September 2020 17:00