Et udsnit i miniformat af nogle af Tove Hesselbjergs værker

Et udsnit i miniformat af nogle af Tove Hesselbjergs værker

Maleriet er Tove Hesselbjergs klokke i hverdagen

Tove Hesselbjerg, Kolind, blev ramt af svær meningitis tilbage i januar 2017. Maleriet har hjulpet hende til at vende tilbage til livet

Af
Lars Norman Thomsen

KOLIND Lørdag 3. oktober holder Tove Hesselbjerg fernisering i Kolind+, hvor hun viser sine billeder som er abstrakte, sjove ugler, landskaber og pouring (flydende maling).

Tove Hesselbjerg udstiller mange af sine billeder lørdag 3. oktober i Kolind+. Foto: Lars Norman Thomsen

Tove Hesselbjerg udstiller mange af sine billeder lørdag 3. oktober i Kolind+. Foto: Lars Norman Thomsen

Maleriet har været 61-årige Tove Hesselbjergs faste holdepunkt i livet efter, at hun i januar 2017 fik konstateret en svær meningitis.

Efter en lang rekonvalescensperiode kom Tove Hesselbjerg langsomt til hægterne igen, men et svært sygdomsforløb har sine eftervirkninger.

"Jeg lider af konstant hovedpine, og det gør, at jeg naturligvis bliver hurtigt træt og skal have min faste, daglige hvile," siger Tove Hesselbjerg, der bor sammen med sin mand Mogens Hesselbjerg, 67, i en hyggelig lejebolig i Kolind.

Autodidakt

"Det var en hård omgang for Tove at komme sig efter sygdommen, men heldigvis er hun en stærk kvinde, og det har hjulpet hende," roser ægtefællen.

Det var en anbefaling fra en gammel efterskoleveninde, der har arbejdet med hjerneskadede, som fik Tove Hesselbjerg i gang med at investere i malergrej og staffeli.

Det har hun ikke fortrudt, og i dag går der næsten ikke en dag uden, at hun svinger penslen i gæsteværelset. Det er blevet indrettet til formålet. Her kan Tove Hesselbjerg finde roen og koncentrationen til at male.

Hun er autodidakt, men har deltaget i et kursus på Ringparken i Ryomgård, da billedkunstneren Yrsa Dunvad, Risskov, holdt hof en tirsdag. Tove Hesselbjerg mødes sammen med andre for at male hver tirsdag på Ringparken.

Hun har desuden købt et digitalt kursus med den sjællandske kunster Christina Christiansen.

"Jeg er blevet glad for at male, og tingene glider også nemmere for mig nu," siger Tove Hesselbjerg, der altid har haft en kreativ åre.

For hende er maleriet blevet en klokke, som hun kan træde ind i, når hun trænger til at være alene og lukke alt andet ude. En ventil til at gøre hverdagen nemmere og rykke tankerne væk fra den kroniske hovedpine, som hun godt nok bliver medicineret for, men også lægger sig som en tung dyne over hendes hoved.

Man bliver naturligvis ikke kunstner overnight, men Tove Hesselbjerg laver fint, gedigent håndværk, og har tydeligvis gennemgået en udvikling, siden hun begyndte at male: Landskaber, sjove ugler og abstrakte scenerier.

"Jeg var med Tove på Hammel Neurocenter, da hun var nede for at overrække et maleri som tak for god behandling under hendes sygdomsforløb. Det gjorde indtryk på læger og sygeplejersker. De kunne sagtens se, at Tove havde formået at fange mange af de følelser i i maleriet, som ramte hende, mens hun var syg," siger Mogens Hesselbjerg.

På trods

Tove og Mogens Hesselbjerg har prøvet lidt af hvert i deres liv sammen. Som pensionister kan de nu se tilbage på mange forskellige gøremål.

Tove Hesselbjerg måtte slutte sit arbejdsliv meget brat, som følge af sygdommen. På daværende tidspunkt var hun ansat i køkkenet hos det siden kuldsejlede fælleskommunale projekt, Djurs Mad I/S, i Auning. Det har Norddjurs og Syddjurs Kommuner lukket og solgt.

"Vi kom til Kolind i 2003 og boede siden et par år til leje i Ryomgård uden at falde til, før vi vendte tilbage til Kolind. Her føler vi os virkelig hjemme," siger Mogens Hesselbjerg, der sammen med sin kone også har drevet kro i Sønderjylland og været involveret i driften af klubhuse/haller i henholdsvis Stavtrup og Hasselager.

For nuværende er han bestyrelsesformand for Motionsforeningen SAMSON. Medlemmerne mødes hver onsdag i Kolind+ til let gymnastik i moderat tempo og efter en kaffepause går det løs med forskellige aktiviteter som bowls, dart og forskellige boldlege.

Lørdag 3. oktober i tidsrummet 10-15 er både Tove og Mogens Hesselbjerg at finde i Kolind+ for at byde gæsterne velkommen til førstnævntes fernisering.

Publiceret 25 September 2020 10:00