Arkitekt Gøsta Knudsen præsenterede de ni nominerede huse til Syddjurs Kommunes Arkitektur- og bevaringspris. Alle Fotos: Lars Norman Thomsen

Arkitekt Gøsta Knudsen præsenterede de ni nominerede huse til Syddjurs Kommunes Arkitektur- og bevaringspris. Alle Fotos: Lars Norman Thomsen

Smuk hyldest til god arkitektur

Maltfabrikken, Præstegården i Tved og et sommerhus på Skødshoved modtog mandag ved en festlighed på Maltfabrikken Syddjurs Kommunes Arkitektur- og bevaringspris 2020

Af
Lars Norman Thomsen

ARKITEKTURPRISER Corona-situationen betød, at uddelingen af Syddjurs Kommunes Arkitektur- og bevaringspris - for 4. gang - på Arkitekturens Dag var henvist til at foregå udendørs ved Maltfabrikken. Prisuddelingen blev alligevel foretaget med stor seriøsitet og faglighed.

Sommerhuset ved Skødshoved. Fotos: Lars Norman Thomsen

Sommerhuset ved Skødshoved. Fotos: Lars Norman Thomsen

Ikke mindst, fordi arkitekt Gøsta Knudsen, medlem af priskomiteen, på fin vis med et anstrøg af humor tog de ni nominerede huse under kyndig behandling - uden et lysbilledshow. En stor udfordring at være uden billeder til at anskueliggøre sine synspunkter for en arkitekt.

"Der var 13 indkomne forslag, heraf er ni blevet nomineret, og vi har præmieret tre. Alene det at være nomineret er i sig selv en arkitektonisk hædersbevisning," slog Gøsta Knudsen fast.

Præstegården i Tved

Præstegården i Tved

"Jeg ved så udmærket, at arkitekter og bygherrer betragter deres værk som deres eget barn og at kritik rammer lige ind i hjertekulen, men det er ikke bare for at være venlig, at jeg siger alle ni nominerede projekter repræsenterer høj arkitektonisk værdi, godt håndværk, og for fleres vedkommende det nye element med bæredygtighed og ressourcemæssig anvendelse af energien," fortsatte Gøsta Knudsen, før han kastede sig over hver enkelt af de ni projekter med en tour de force af en gennemgang.

Tre vindere

Maltfabrikken

Maltfabrikken

Komiteen for Arkitektur- og bevaringsprisen fandt frem til, at tre af de nominerede projekter skulle præmieres: Maltfabrikken, Præstegården i Tved og et sommerhus på Skødshoved.

Prismodtagerne fik af formand for priskomiteen, PUK-udvalgsformand Riber Hog Anthonsen (V), overrakte en smuk plakette udført af den lokale glaskunstner Micha Karlslund plus et diplom.

Komiteen for Arkitektur- og Bevaringsprisen består af:

  • Formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur Riber Hog Anthonsen (formand)
  • Repræsentant for BLIS Ebbe Stender Hansen (næstformand)
  • Chef for Teknik og Miljø i Syddjurs Kommune Rune Asmussen
  • Arkitekt Jakob C. Pedersen udpeget af BLIS og Syddjurs Kommune
  • Arkitekt Gøsta Knudsen udpeget af Museumsforeningen og Lokalarkiverne i Syddjurs Kommune

Publiceret 09 October 2020 10:15