Vens tres kulturordfører Britt Bager forsikrer, at kulturpolitik er et af Venstres hjertebørn. Arkivfoto

Vens tres kulturordfører Britt Bager forsikrer, at kulturpolitik er et af Venstres hjertebørn. Arkivfoto

Britt Bager: "For Venstre har kulturen en helt særlig plads"

Venstres lokale kulturordfører lover at sende 4,7 mio. kroner efter Fregatten Jylland og 1,5 mio. kroner efter Herregårdsmuseet Gammel Estrup

Af
Lars Norman Thomsen

KULTUR Der er 3 millioner til Den gamle By, 4,7 millioner til Fregatten Jylland og 1,5 millioner til Gl. Estrup i Venstres finanslovsforslag, lover kulturordfører Britt Bager, der har Djursland som sin bane.

Venstre er også er klar med en helt særlig pulje til det danske idræts-, kultur- og foreningsliv oven på corona-krisen.

Britt Bager er lige nu afløst af partifællen Kim Valentin som Venstres kulturordfører, mens hun nyder seneste skud på familie-stammen.

Valentin var forleden ude med et budskab på Altinget.dk, som man sædvanligvis ikke hører fra Venstres kernetropper i for eksempel Syddjurs Byråd:

"Jeg tror ikke, man kan overvurdere betydningen af Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen for det samfund, vi i dag tager for givet.

De lærte os værdien af (ud)dannelse. De lærte os at tænke frit. De lærte os at indgå i et fællesskab."

Vil overgå regeringen

Britt Bager lover også, at kulturen har en helt særlig plads i partiet.

"Vi ønsker et levende kulturliv over HELE landet, og det kræver en økonomisk prioritering. Det kan man se af vores finanslov. Vi er klar til at investere det, der skal til for at bevare og udvikle vores østjyske kulturfyrtårne som Den Gamle By, Fregatten Jylland, herregårdsmuseet på Gl. Estrup. Vi vil sikre de midlertidige bevillinger fortsætter, og så vil vi give et generelt løft til hele kulturlivet."

Corona-situationen har forvoldt store kvaler for kulturlivet – og derfor er Venstre klar til at gøre en særlig indsats for kulturområdet i 2021, lover Britt Bager. Det skal ske ved at afsætte en reserve på 150 mio. kr. til at styrke kultur- og foreningslivet samt frivilligsektoren i Danmark.

"Det er 50 mio. kr. mere, end regeringen ønsker at bruge. Men det er absolut også nødvendigt, for kulturlivet er virkelig hårdt ramt – og det har været meget svært for os i Venstre at få kulturministeren og regeringen på banen med konkret hjælp," siger Britt Bager.

Desuden indeholder Venstres finanslovforslag 22,2 millioner kroner til driften af Aarhus Symfoniorkester samt øget støtte på 20 millioner kroner til musikskolerne over hele landet.

Publiceret 27 November 2020 14:00