Vandreguiden er lavet i et format, så man kan stikke ned den i baglommen, så den er nem at have med på vandreturen. Pressefoto

Vandreguiden er lavet i et format, så man kan stikke ned den i baglommen, så den er nem at have med på vandreturen. Pressefoto

Mols Bjerge-stien under juletræet

'Mols Bjerge-stien – Istidsvandring i Nationalpark Mols Bjerge' er titlen på en ny 143 siders vandreguide

Vandreguide At vandre i sit eget land er blevet meget populært – og nu er den rigt illustrerede vandreguide til Mols Bjerge-stien i Nationalpark Mols Bjerge i handlen.

Det er en vandresti på 60 kilometer gennem Nationalpark Mols Bjerges istidsskabte landskab.

Stien er, som Danmarks kun anden sti, internationalt certificeret af European Ramblers Association som Leading Quality Trail - Best of Europe.

"Med det kvalitetsstempel er der ikke noget at sige til, at rigtig mange mennesker finder ud i naturen, og det er de glade for i Nationalparken, lyder det i en pressemeddelelse fra Nationalpark Mols Bjerge.

Kæmpebakker og dødishuller

Stien tilbyder en oplevelse med stor variation i landskaber, natur, vandreunderlag og udsigter, og der er god opmærkning, kulturelle oplevelser, mulighed for overnatning og meget andet.

De fleste kender dødislandskabet i Mols Bjerge, der gennem tiderne har tiltrukket mange naturelskere, og det landskab kommer vandrere på Mols Bjerge-stien igennem.

Der er tre etaper på Mols Bjerge-stien. Hver etape er ca. 20 kilometer svarende til en dagsvandring.

Kaløetapen mellem Kalø og Femmøller byder på store gamle bøgeskove ud mod Kalø Vig og derfra videre gennem engene omkring Kolå. Her kan man opleve fugleliv og mange smukke engblomster. Derefter går Kaløetapen op på selve randmorænen med en fantastisk udsigt over vigen.

Bjergetapen går i en cirkel-rute gennem Mols Bjerges bugtende dødislandskab og tilbyder højdemeter som ingen andre steder i landet, storslåede åbne landskaber og den ene panoramaudsigt efter den anden.

Ebeltoftetapen mellem Femmøller og Ebeltoft går gennem de fine gamle plantager til den nyrestaurerede Ørnbjerg Mølle, hvor møllehjulet stadig snurrer, og videre gennem Ulstrup Ådal til Stubbe Sø for endelig at følge den nedlagte gravlevbane det sidste stykke til Ebeltoft.

Stien er etableret af Nationalpark Mols Bjerge i samarbejde med Naturstyrelsen Kronjylland, Syddjurs kommune og en række private lodsejere og med støtte fra Friluftsrådet.

Nationalparkens frivillige har været med hele vejen til at skabe og opmærke stien.

Vandreguide

Bogen 'Mols Bjerge-stien - Istidsvandring i Nationalpark Mols Bjerge' er skrevet af Nationalparkens Susanne Krogstrup, der til hverdag arbejder med kulturhistorie, og som har været med til at etablere stien.

Bogens bagsidetekst fortæller meget godt om vandreoplevelsen og selve guiden:

"Betagende udsigter, artsrig og sjælden natur samt store seværdigheder. Mols Bjerge-stien fører dig gennem Danmarks mest enestående istidslandskab på en rute, der er certificeret Leading Quality Trail - Best of Europe. Det er samtidig den eneste danske sti, der kan tilbyde en ægte bjergetape.

I vandreguiden får du historierne bag stederne på Mols Bjerge-stien. Du kan forberede din tur - eller læse undervejs - om istidslandskabet, naturen, kulturhistorien samt de lokale sagn og fortællinger. Samtidig får du gode råd til planlægning af din tur og ikke mindst vandrekort til hver af de tre dagsetaper."

Man kan finde forhandlerne på nationalparkmolsbjerge.dk.

Bogens format gør, at guiden passer til en lomme på vandretøjet – eller lige kan stikkes ned i rygsækken.

Der er desuden et udtageligt vandrekort i bogen.

gs

Publiceret 12 December 2020 11:30