Henrik Wigh Poulsen, Biskop Århus Stift.

Henrik Wigh Poulsen, Biskop Århus Stift. Lars Salomonsen.

Barnet i krybben og den store uro

Af
Henrik Wigh Poulsen

Biskop Århus Stift

klumme Julen handler rigtig meget om at gøre tingene, som vi plejer. Hver familie har sine traditioner, der kunne være nedskrevet i et dokument, forseglet i en bankboks og hvert år fremdraget til nøje efterlevelse. Vi vogter det vedtagne og tåler nødigt forandringer. ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, synger vi og henter juletræer, koger rullepølse og ruller havregrynskugler efter en gennem generationer sirligt elaboreret køreplan.

Og derfor er det vel også så vigtigt for myndighederne og vores folkevalgte, i denne forbandede coronatid, så vidt muligt, at kunne opretholde bare en smule julenormalitet. I England har man som bekendt givet en slags juleamnesti fra corona-restriktionerne for at holde humøret og moralen oppe.

Oh, at kunne gøre som man plejer og holde den globale uorden stangen - bare nogle få granduftende dage.

Paradoksalt nok er det, som al vores traditionstrang bygger på, fortællingen om fødslen i stalden. Og det er også fortællingen om en stor afvigelse fra normen, sædvanen og traditionen. Her er intet, som det plejer at være: Opbrud fra hjembyen til en fjern flække, hvor der ikke er plads i herberget, og engle viser sig for hyrder – af alle! - på en mark og synger om, at en frelser er født lige netop i denne afkrog, hvor hygiejnen ikke er i top, og det ikke just myldrer med lederemner. Verden er ikke længere, som den plejer at være. Der er på enhver måde vendt op og ned på alting.

Lukasevangeliets beretning om Jesu fødsel taler på nærmest eventyragtig vis sammen med evangeliernes anderledes krasse og realistiske skildring af Jesu død på et kors. For også her skildres det ubegribelige sammenstød af Guds veje og menneskets veje, hvor verden som den plejer at være, brutalt rykkes af sine hængsler.

Henrettelsen på et kors var en straf forbeholdt de oprørske slaver, der ikke alene forbrød sig mod deres herrer, men mod hele den guddommelige verdensorden. Derfor denne særlige ydmygelse, hvor forbryderen blev klynget op og fikseret og fastholdt med store nagler. Det var en grusom påmindelse til oprøreren om at kende sin plads og ikke udfordre sædvanen og det etablerede - de gevandter, som magten gerne klæder sig i.

Historikeren Tom Holland beskriver i sit sprænglærde og velskrevne værk Herredømmet (2020), hvordan korsfæstelsen af ham, der kaldte sig Guds søn, fødte en gigantisk uro ind i vores historie og vores kultur, ja hele vores måde at tænke på. Intet var længere, som det plejede, og med baggrund i denne guddommelige venden op og ned på alting, måtte der igen og igen gøres op med stivnede former og totalitære tendenser.

Kristendommen kan udfordre magtens trang til rene linjer, og det er vel også en af årsagerne til, at kristne forfølges i så stort tal, som de for tiden gør på den globale scene. På trods af al den idyl vi læser ind i juleevangeliet, lurer typer som Augustus og Herodes jo i skyggerne. Ja, Herodes er endda så udfordret af ”plejers” død - den store omvæltning, der fødes i en stald og svøbes og lægges i en krybbe - at han beordrer årsagen til uroen skaffet af vejen.

Så når vi taler om og måske længes efter julefred og ligefrem kan kæmpe små slag i hverdagen for at opnå den, bør vi måske også skænke det en tanke, at julefreden bygger på den store uro. Med ham, der blev født i stalden på marken uden for Betlehem, er intet længere, som det plejer at være. Og det er – som jeg vil prædike i kirken i de kommende dage - vores lykke og den egentlige årsag til vores fred: at vi i ham er befriet fra store og små tyranner, både dem omkring os og i os med hang til rene linjer. Alle dem, som vil tvinge os til deres version af tingene, som de plejer at være.

Glædelig jul!

Publiceret 24 December 2020 16:00