Marie Lock-Hansen (født Rode Madsen, 13. juni 1924 - 10. november 1967) var en aarhusiansk ingeniørfrue, som blev myrdet under gådefulde omstændigheder. En lang række forfattere har forsøgt at løse gåden

Marie Lock-Hansen (født Rode Madsen, 13. juni 1924 - 10. november 1967) var en aarhusiansk ingeniørfrue, som blev myrdet under gådefulde omstændigheder. En lang række forfattere har forsøgt at løse gåden

Højbjergmordet:

Mysteriet om Marie

På Adresseavisens foranledning reagerer to lokale forfattere, der har beskæftiget sig indgående med det såkaldte Højbjergmordet og skrevet om det, på en række af de bud på mulige drabsmænd, som andre forfattere har givet

Af
Knud Simonsen

Ugelbølle og Jens Erik Mehlsen

Ryomgård:

HØJBJERGMORDET Den århusianske forstadsfrue Marie Lock-Hansen blev dræbt d. 10. november 1967.

Jens Erik Mehlsen

Jens Erik Mehlsen

Knud Simonsen

Knud Simonsen

Officielt er sagen aldrig blevet opklaret, og det har gennem et halvt århundrede givet anledning til en lang række mere eller mindre velunderbyggede teorier om motiv og mulige drabsmænd.

Der er skrevet en række bøger om sagen, og i det følgende giver vi en kortfattet beskrivelse af de enkelte udgivelser.

Den usansynlige morder (Lars Rørbæk og Jørgen Skovsted, Clemens Forlag 2006

Den usandsynlige morder er den første egentlige dokumentar om Højbjergmordet. Bogen er grundig og nøgtern i sin fremstilling af de tallige teorier, ligesom persongalleriet analyseres.

Efterforskningen gennemgås med alle sine gode og velmente tiltag, men der mangler en del. Og bogens forfattere lader det op til læserne selv at danne sig et indtryk af gerningsmanden og hans motiv.

Der er nok at vælge imellem, men alt er velskrevet og uden pegefinger i nogen retning. For der er ingen retning, alt synes kaos, jo mere man arbejder med sagen. Dokumentaren rammer meget centralt, men alt er forgæves, for mordet forbliver - også i bogen - uopklaret.

Den sandsynlige morder (Jørgen Skovsted, Bogans Forlag 2009)

Bogen kan ses som efterfølgeren af 'Den usandsynlige morder', dog med den finurlige ændring, at en morder udpeges. Det siger sig selv, at præmisserne herfor er anderledes analyseret og rulles op som dokumentariske. Den overhaler 'Den usandsynlige morder' og serveres som prikken over i’et: mordet er opklaret. Skovsteds bog angriber med styrke politiets efterforskning, og det påstås endog, at der dækkes over vigtige spor i sagen, samt at politiets efterforskning er yderst kritisabel. Forfatteren forsøger reelt at argumentere herfor og tillige sandsynliggøre det i en grad, der berettiger til hans konklusioner, herunder drabsmandens identitet.

Skyggen af sandheden (Allan Vendeldorf, Hyldebæk Bureau 2013)

Forfatteren leverer en minutiøs beskrivelse af hændelsesforløbet omkring drabet og fremlægger en grundig gennemgang af sagen og de mange afhøringsrapporter.

Bogen kaster især et kritisk blik på politiets arbejdsform og påviser en række mærkværdigheder; det gælder bl.a. en yderst lemfældig håndtering af vidneudsagn, selvmodsigelser og fortielser overfor offentligheden. Utilsløret påstås, at politiet ganske enkelt skulle have manipuleret med vidneudsagn og beviser.

Det fremgår endvidere, at trykkeriet i kælderen ikke blot fremstillede kompendier o.l., men også pornografiske skrifter, ligesom der blev drevet spionage fra ejendommen, og i forbindelse med denne virksomhed sættes navn på morderen: en af byens fremtrædende advokater.

Maries morder. Historien om Højbergdrabet (Per Kaae, People'sPress 2017)

Bogen rummer en detaljeret beskrivelse af politiets efterforskning og det persongalleri, der er knyttet til sagen.

Som drabsmand udpeges en folketingskandidat, som er biologisk far til Oscar Lock-Hansens søn fra et tidligere ægteskab, og motivet skulle være at sikre den biologiske søn en større arveandel.

I givet fald skulle han ikke have myrdet Marie Lock-Hansen, men Oscar Lock-Hansen – og såfremt han ville sikre sønnen optimalt, skulle han have myrdet dem begge.

En anden svaghed er, at folketingskandidaten, som her udpeges som morderen, i virkeligheden er en trivelig herre på 59 år og ikke særlig høj. Men ifølge vidneudsagnet er drabsmanden høj og slank og 35 – 40 år gammel.

MYSTERIET OM MARIE – En dokumentarisk roman om Højbjergmordet (Knud Simonsen i samarbejde med Jens Erik Mehlsen, Hovedland 2017)

Mordet på Marie Lock-Hansen rystede især en Århus–advokat, som var medejer af byens største advokatfirma. Det ses af hans telefonsamtaler med Århus Stiftsamt den følgende mandag og er nærmere beskrevet i romanen, som bygger på dokumentaren www.marieogoscar.wordpress.com.

Da morderen talte med Marie Lock-Hansen, hørte rengøringshjælpen bl.a. ordet ”artikel”, hvilket politiet opfatter som rengøringsartikler eller trykkeriartikler - og ikke som en allonge til en ægtepagt mellem Marie og Oscar Lock-Hansen. Ægtepagten gav Marie særeje til parrets bopæl i Højbjerg. Begrundelsen var at sikre hende i tilfælde af Oscars død, idet han havde to (juridiske) særbørn og var 10 år ældre. Det lyder rigtigt, men rådet er forkert, eftersom risikoen for skilsmisse trods alt var til stede. Det rigtige råd ville være at tegne pensions- og livsforsikringer for Marie.

Advokaten besøgte Marie, da han var ”revisor” for hendes lille trykkeri ”Rolock”. En dyr skatteadvokat som revisor for et firma med omsætning på 13.000 kr. Det stemmer ikke! Var der en affære mellem de to?

Marie var en velfungerende kvinde og gift med en a-seksuel mand. Det er også antydet i politiets rapport.

Det videre forløb slutter med, at en mand hyres til at true Marie til at underskrive en artikel til ægtepagten, der kompenserede Oscar i tilfælde af skilsmisse. Men det går galt, for Marie skriger højt, da hun trues med pistolen! Operationen må afsluttes hurtigt. Marie skydes!

I SKYGGEN AF HØJBJERG – historien om en fader (Lene Pors, Turbine, 2018)

Forfatteren har skrevet sine erindringer om en uberegnelig og voldelig (adoptiv)far, og kæder ham sammen med et muligt motiv på drabet af Marie Lock-Hansen. Faren har også sønnen Steen med Oscar Lock-Hansens første hustru, og så skriver Lene dette i bogen s. 121:

Oscar L.H. udfærdigede en ægtepagt med Marie og overdrog huset Hestehavevej 2 B til hende. Desuden tilskrev han via et testamente en betydelig del af formuen til Marie...”

Det ikke troligt, at Oscar har givet en så fortrolig oplysning til nogen! Den har Lene indføjet for at kunne linke det motiv til sin fars drabshandling, således at Steens arv efter Oscar ikke indskrænkedes.

Citatet fortæller, at Marie ifølge ægtepagten kun får overdraget ejendomsretten til huset, ikke noget om særeje, dvs. ved ægteskabets ophør skal værdien af huset derfor deles. Ægtepagtsmotivet til drabet er dermed borte.

Hvis Lenes far dræbte Marie ud fra arve-motivet (testamentet), hvorfor dræber han så ikke også Oscar? Ved at lade ham leve, vil arven til Steen jo først falde ved Oscars død! Konklusionen er, at drabsmotivet også i relation til testamentet er borte.

Men ellers er bogen velskrevet, ligesom den ærligt fortæller en dokumentar om et familieliv, der kunne være langt bedre, hvis faren havde været ligeså normal indadtil som udadtil.

Fantommanden (Christine Jønck, Forlaget Roots & Wings, 2020)

Baggrunden for romanen er informationer fra en 79-årig kvinde, der mener, at det var hendes ægtefælle, Hector, der dræbte Marie Lock-Hansen.

Hector bliver - ifølge den 79-årige kvinde - engageret af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og får bl.a. til opgave at likvidere Marie Lock-Hansen, der er nabo til en radiorelæstation tilhørende Søværnets Operative Kommando (SOK).

FE mener, at hun opsnapper oplysninger fra SOK's antenner og videregiver dem til den østtyske efterretningstjeneste; hendes virke skal derfor bringes til standsning. Det sker, da Hector møder op i Højbjergvillaen og skyder Marie.

Der er flere uklarheder i bevisførelsen; fx savner man oplysning om, hvordan hun kunne opsnappe oplysninger fra SOK's antenner, og man undres over, at drabsmanden ankommer til en hvidmalet villa, der på drabstidspunktet og i de følgende 50 år fremstod opmuret i gule facadesten.

Kommunikationen mellem Hector og FE skulle være baseret på "notitser" i aviserne, hvilket forekommer temmelig urealistisk – og det er ej heller dokumenteret i bogen.

Et vægtigt bevis er - ifølge forfatteren - ligheden mellem tegningen af den formodede morder (som pryder forsiden) og et foto af Hector. Men beviset halter, eftersom den eneste, der har set morderen, er Maries rengøringshjælp, og hun var ikke tilfreds med tegningen, den fornødne lighed manglede.

Sammenfatning

I de forløbne 53 år er der fremkommet et utal af teorier, nogle mere troværdige end andre.

Imidlertid ligger det klart, at politiet har brugt ufattelig mange ressourcer på at søge sagen opklaret. Mange kræfter er dog brugt forgæves, ligesom den politifaglige indsats på en række punkter er præget af fundamentale fejl, det er bl.a. påpeget i SKYGGEN AF SANDHEDEN og i MYSTERIET OM MARIE.

I 1967 havde politiet ingen nævneværdig erfaring med mordgåder, og de havde ingen uddannelse i kriminologi.

Eksempelvis da morderen ringede på døren hos Lock-Hansen, og rengøringsassistenten opfattede få ord bl.a. ordet ”artikel”. Efter politiets opfattelse må der være tale om rengøringsartikler eller kontorartikler, altså måtte morderen som udgangspunkt være en sælger. Det lyder måske troligt nok, men da politiet senere erfarer om ægtepagten mellem Marie og Oscar Lock-Hansen, der var underskrevet ugedagen forinden, burde man vide, at en tilføjelse til en ægtepagt ofte betegnedes som en artikel. I så fald kunne sagens efterforskning have taget en helt anden vending, der måske ville have opklaret mordet.

I det hele taget burde ægtepagtens tilstedeværelse have fået politiet til at lade en uvildig jurist, en ekspert i familieret, til at analysere denne side af sagen. Men det undlod politiet og konsulterede i stedet den advokat, der havde udformet ægtepagten. Og det var jo at lade ulven vogte får, for naturligvis fortalte han intet om en sammenhæng i den henseende - og blev heller ikke spurgt, for politiet havde ingen forstand på ægtepagter eller mistanke om, at advokaten kunne være indblandet og dermed ikke være upartisk.

Politiets ekstremt store ressourceforbrug skal uden tvivl ses i lyset af, at den dræbte tilhørte byens "bedre" borgerskab; ægtefællen var medstifter af en højtestimeret ingeniørvirksomhed, lærebogsforfatter og beklædte et lektorat på Aarhus Teknikum.

Såfremt Marie Lock-Hansen havde været enlig mor på socialhjælp, ville politiet ikke have brugt nær så mange kræfter på at søge sagen opklaret, og pressen ville ikke have levnet sagen nær så mange spaltemillimeter, som tilfældet var – og fortsat er.

Mordet er aldrig blevet officielt opklaret – af samme årsag har den sidste teori endnu ikke set dagens lys. Indtil videre må de interesserede læsere klare sig med de foreliggende bogudgivelser.

God læselyst!

Publiceret 31 December 2020 13:30