Thomas Gottlieb Jakobsen hoppede på hiphopbølgen i 1980'ernes Pindstrup sammen med gode kammerater, der havde bysbarnet Thomas Max Lægaard alias Kølig Kaj som deres idol. En historie, som Thomas Gottlieb Jakobsen datter Sigrid sikkert har fået fortalt et par gange. Foto: Lars Norman Thomsen

Thomas Gottlieb Jakobsen hoppede på hiphopbølgen i 1980'ernes Pindstrup sammen med gode kammerater, der havde bysbarnet Thomas Max Lægaard alias Kølig Kaj som deres idol. En historie, som Thomas Gottlieb Jakobsen datter Sigrid sikkert har fået fortalt et par gange. Foto: Lars Norman Thomsen

Kølig Kaj bjergtog graffitikunstner Thomas Gottlieb Jakobsen i de unge år

I de glade dage i barn- og ungdommens Pindstrup hoppede 42-årige Thomas Gottlieb Jakobsen på hiphopbølgen, og han er aldrig hoppet af

Af
Lars Norman Thomsen

THORSAGER Den gamle brugsgrund i Thorsagers midte ligger fortsat nøgen og uberørt hen efter, at byens brugs i slutningen af 2017 rykkede ud på en central placering på Ryomvej, og Syddjurs Kommune siden købte og overtog ansvaret for arealet og fremtiden.

Lige nu er der imidlertid liv på stedet. Det sørger den 42-årige graffitikunstner og pædagog Thomas Gottlieb Jakobsen for.

Thomas Gottlieb Jakobsen, som er kendt for mange store vægmalerier - bl.a. Kulturby Aarhus 2017 - i sine over 20 år som graffitikunstner - har endelig fået lejlighed til også at udfolde sig stort i hjembyen Thorsager. Foto: Lars Norman Thomsen

Thomas Gottlieb Jakobsen, som er kendt for mange store vægmalerier - bl.a. Kulturby Aarhus 2017 - i sine over 20 år som graffitikunstner - har endelig fået lejlighed til også at udfolde sig stort i hjembyen Thorsager. Foto: Lars Norman Thomsen

Han udnytter det tomrum, som Covid-19 har betydet for mange, til at udfolde sig på den kæmpevæg, der fortsat står uudnyttet tilbage på grunden og har en historie tilbage til 'Foderstoffens' tid.

"Jeg var blandt de heldige, som fik en bevilling fra Syddjurs Kommunes Akutpulje målrettet Covid-projekter til at lave noget graffitikunst på denne hersens kæmpestore væg, som bare har stået alt for bar i lang tid," fortæller Thomas Gottlieb Jakobsen.

"Jeg havde forelagt min idé for Thorsager Distriktsråd, før jeg søgte kommunen om støtte, og herfra var der fuld opbakning til at gå i gang."

Kast Graffitiudsmykning

Thomas Gottlieb Jakobsen, som har boet i Thorsager i ti år nu og til daglig arbejder som pædagog i en fritids- og ungdomsklub i Lystrup, har tegnet i langt over 30 år og malet aktivt siden årtusindskiftet.

Som andre i graffiti-genren har han en kunstnerisk signatur eller byline, 'Kast', som naturligvis også træder tydeligt frem i det store værk, han er ved at få has på i sin hjemby.

"Jeg havde fra start en grundidé om, at man selvfølgelig skulle kunne genkende Thorsager i maleriet med Rundkirken som et af elementerne, og byens navn signalerer en mulig forhistorie, som går tilbage til vikingetiden, så historien var det også min tanke at lade maleriet kredse om. Det synes jeg ser ud til at lykkes meget godt."

Der er i Thorsager Rundkirke konstateret spor efter, hvad der sandsynligvis har været en trækirke. I vikingetiden (Slutningen af 700-tallet til omkring 1050) kan man have betragtet den høje kirkebakke som et helligbjerg, fortæller forskningen.

"Jeg har fået mange skønne reaktioner fra folk, der går forbi, når jeg maler: "Fedt", "Det ser godt ud" og "Dejligt initiativ". Jeg ved ikke, hvornår det er færdigt, men jeg er godt på vej, som du kan se," siger en tilfreds Thomas Gottlieb Jakobsen.

Kølig Kaj inspirerede

Thomas Gottlieb Jakobsen stammer fra Brunmose ved Pindstrup, hvor han slog sine folder i de helt unge år.

Han hoppede også med på hiphopbølgen inspireret af den fem år ældre Thomas Max Lægaard alias Kølig Kaj alias Koolbandi, som også allerede dengang var et ikon for mange unge (og ældre) i Pindstrup.

"Thomas inspirerede mange af os børn og unge fra Pindstrup og omegn til at hoppe med på hiphopbølgen og med hvad deraf fulgte, og flere af os, blandt andet jeg selv, er aldrig hoppet af," griner Thomas Gottlieb Jakobsen.

"Jeg har siden flere gange lavet graffiti med Thomas, og det er altid en stor fornøjelse, fordi han i høj grad har været min inspiration og en jeg så meget op til i mine ungdomsår."

Thomas Max Lægaard vandt som Kølig Kaj Dansk Melodi Grand Prix i 1997 med nummeret 'Stemmen i mit liv' produceret af selveste Chief 1.

Til den europæiske finale i Dublin, hvor sangen opnåede en 16. plads, var hele Pindstrup fra vugge til 95 år samlet i Pindstrup Hallen til 'grande' Grand Prix fest.

Publiceret 17 March 2021 21:00