Ebeltoft Windsurf Klub har indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK. Foto: Ebeltoft Windsurf Klub

Ebeltoft Windsurf Klub har indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK. Foto: Ebeltoft Windsurf Klub

Lokale windsurfere får vind i sejlene med ny sponsoraftale

Der er støttekroner på vej til Ebeltoft Windsurf Klub, der har indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK

sponsoraftale De lokale windsurfere på Djursland får i fremtiden mere vind i sejlene. Ebeltoft Windsurf Klub har nemlig indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK, der skal være med til at sikre flere støttekroner i klubkassen. Noget, der glæder Nis Holdt, der laver sponsorarbejde for klubben, og som har et håb med den nye aftale.

"Vi håber selvfølgelig, at vi kan få alle vores kørende medlemmer til at tanke på OK's stationer og eventuelt købe OK's EL," siger han.

Klubben ved ikke præcist, hvad pengene skal gå til, men det kunne blive til ungdommen, som klubben satser meget på.

"Vi har ikke drøftet, hvad pengene skal bruges til, da vi ikke på forhånd ved, hvad vi kan samle sammen. Men vi satser meget på ungdommen i vores klub, så det kunne på den ene eller anden måde komme dem til gode, siger Nis Holdt.

Bilister kan støtte

Aftalen er simpel. Man kan støtte klubben med fem øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og selskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare melde sit OK Benzinkort til Ebeltoft Windsurf Klubs sponsoraftale, så gives støtten, uanset om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen.

Klubben får fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte windsurferne med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter. OK har i mange år støttet foreningslivet. Støtten går til foreninger lige fra sportsklubber til spejdere og mange andre, som tager ansvar og gør en forskel i nærmiljøet. OK støtter det danske foreningsliv, fordi virksomhedens tankstationer mange steder spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet. Derfor er det naturligt for OK at støtte den frivillige indsats og sammenholdet.

”Lige nu har omkring 2.000 foreninger over hele landet en sponsoraftale med OK. Sponsorkronerne bliver omsat til mange gode oplevelser i klubber og foreninger og hjælper med til, at børn og unge har mulighed for at dyrke idræt, der hvor de bor,” siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.

Publiceret 24 March 2021 06:00