Stelen kørte bort til en ny destination i Danmark, som endnu ikke er offentliggjort

Stelen kørte bort til en ny destination i Danmark, som endnu ikke er offentliggjort

Bittert farvel til mangeårigt vartegn på Hovedgaden i Rønde

Boghandler Niels Trangbæk har svært ved at skjule, at han er ked af det og skuffet over, at han måtte afhænde 'Rønde-Stelen'

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE I 1998 lod boghandler Niels Trangbæk opstille en stele (gr. 'søjle') i bronze udført af den kendte tyske kunstner Günther Förg (1952-2013) på pladsen uden for sin boghandel.

Stelen var tænkt som et af de kunstværker i det ambitiøse kunstprojekt 'Åben Vand' med nu afdøde Per Kirkeby (1938-2018) som primus motor, det åbne vand skulle løbe igennem og var dermed reelt første etape i realiseringen af projektet.

Et sidste skud af Niels Trangbæk ved sin stele taget onsdag i sidste uge. Det var med lige dele skuffelse og vemod, at han afhændede et vartegn på Hovedgaden i Rønde. Foto: Lars Norman Thomsen

Et sidste skud af Niels Trangbæk ved sin stele taget onsdag i sidste uge. Det var med lige dele skuffelse og vemod, at han afhændede et vartegn på Hovedgaden i Rønde. Foto: Lars Norman Thomsen

I sidste uge sagde Niels Trangbæk så farvel til den tre meter høje 'Rønde-Stelen', der i årene siden opstillingen i 1998 ellers var blevet et markant vartegn på det lille torv foran Danmarks måske betydeligste kunstbogafdeling, Boggalleriet, og i bybilledet i det hele taget på Hovedgaden.

Et arbejdshold fra Esbjerg måtte arbejde hårdt og længe, før det tunge kunstværk, som stod opført på en sokkel af bornholmsk granit, kunne løftes op på ladet af en lastbil. Herefter blev det kørt videre til en ukendt destination i Danmark.

Med sorg i sindet

"Aftalen med køber er, at jeg ikke må fortælle noget overhovedet, om hvem jeg har solgt til, til hvilken pris og hvor kunstværket kommer til at stå fremover. Jeg må dog godt afsløre, at det er i Danmark," siger Niels Trangbæk.

Da Niels Trangbæk i 2019 fyldt 70, sagde han til Lokalavisen med vemod i stemmen:

"En kedelig fødselsdagsgave og med sorg i sindet ser jeg mig nødsaget til at afhænde stelen, fordi Syddjurs Kommune har trukket deres tilsagn om at betale forsikringen tilbage. Det er nu mit håb, at den kan finde en plads et andet sted i Danmark, hvor de vil sætte pris på den."

Det har han så gjort nu, og han har svært ved at skjule sin skuffelse over Syddjurs Kommune, og kommunens kræmmerholdning til kunst og kultur.

"Det er sådan, det er. Jeg føler mig dog sikker på at havde kunstværket været placeret i Ebeltoft, var der blevet fundet en løsning," siger han med et stænk af malice i stemmen.

Ondere tunger vil gå længere og sige, at Syddjurs Kommune gennemsyres i alle led af et syn på kunst, som en brugtvognsforhandlers på biler.

Det er Niels Trangbæk for pæn og ordentlig en mand til at udtale på tryk.

Beskeden forsikringssum

Ifølge Niels Trangbæk var der tale om en relativ beskeden forsikringssum, som den tidligere Rønde Kommune betalte, fordi stelen var opstillet i det offentlige rum og tænkt som første etape i Åben vand.

"Aftalen blev aldrig konfirmeret ved overgangen til Syddjurs Kommune, hvor der trods forsikringer om det modsatte aldrig har været vilje til at finde en løsning, desværre."

Niels Trangbæk stødte første gang på den dengang relativt ukendte tyske maler, grafisk designer, billedhugger og fotograf, Günther Förg på Kunstmuseet i Tønder.

"Der så jeg første gang eksempler på hans steler og blev meget betaget. Det var lang tid før, han for alvor blev kendt vidt og bredt verden over og kom op i en meget højere prisklasse med sine værker," husker Niels Trangbæk.

I dag kan afdøde Günther Förgs værker ses i samlinger på Hamburger Bahnhof i Berlin, Kunstmuseum Bonn, Museum für Moderne Kunst i Frankfurt am Main og Museum of Modern Art i New York.

I forbindelse med opstillingen i Rønde i 1998 udgav Boggalleriet en lille bog af Lars Morell:om Günther Förg. 'En skulptur, et byrum. Günther Förgs stele i Rønde.'

Lokalavisen har bedt borgmester Ole Bollesen forholde sig til, at 'Rønde-stelen' ikke længere er et vartegn på Hovedgaden.

Borgmesteren var imidlertid optaget af et pressemøde torsdag, men han lovede at undersøge Syddjurs Kommunes ageren eller mangel på samme i sagen. Lokalavisen følger op i den kommende udgave.

Publiceret 31 March 2021 11:30