Lars Dan har sendt 18 store malerier og en keramisk skulptur til tin tredje udstilling i Boggalleriet i Rønde

Lars Dan har sendt 18 store malerier og en keramisk skulptur til tin tredje udstilling i Boggalleriet i Rønde

Tunge værker af kendt kunstner i Boggalleriet

Maleren Lars Dan viser nye oliebilleder på sin tredje udstilling i Rønde

Af
Martin Schultz

RØNDE Værkerne er rå, voldsomme, farverige og udtryksfulde – og i bogstaveligste forstand tunge. Maleren Lars Dan bruger nemlig så mange tuber oliemaling hver gang han ”maler” et billede, at der skal stærke folk til at flytte de enormt tunge malerier.

Lars Dan er kendt for sin meget voldsomme måde at male på, hvor han lag for lag tværer oliemalingen på sine lærreder med spartel, med de bare næver eller direkte fra tuben, så det færdige billede står i en rå komposition af farver med en dyb reliefvirkning.

”Malerierne består af endeløse lag af oliemaling, som kan tage op til to år for at tørre,” fortæller boghandler Niels Trangbæk, som stiller publikum en meget spændende udstilling i udsigt, når Lars Dan i Boggalleriets udstillingslokale viser 18 store værker, malet i de senere år, samt som noget helt nyt et keramisk værk.

”Lars Dan har selv formet med leret, dekoreret det med glasurer og brændt det i hans egen ovn,” fortæller Niels Trangbæk.

En skrivende maler

Lars Dan kom ind på Kunstakademiet allerede som 17-årig og hørte i sine yngre år med til kredsen af ”De Unge Vilde”, som satte den kunstneriske dagsorden i 80’erne.

”Jeg blev regnet med i flokken, men jeg gik mine egne veje. Billeder skal stå så råt som muligt. Jeg afskyr det smagfulde maleri,” siger Lars Dan, som blev kendt for sin særlige maleteknik, som også værkerne på den aktuelle udstilling er udtryk for.

Lars Dan arbejder med sine værker i de lyse timer i atelieret i Hornbæk på Nordsjællands kyst, som kaldes ”Lille Skagen” på grund af lyset fra havet. Om natten skriver han digte.

”Jeg er ikke digter, men en skrivende maler,” siger Lars Dan, som har fået udgivet flere digtsamlinger af Boggalleriet. Forrige år udkom en stor bog om Lars Dans malerier fra 2009 til 2019.

Farverne danser

Det er tredje gang, at den 61-årige maler Lars Dan udstiller i Boggalleriet i Rønde. I 2012 viste han en række miniaturer, små malerier i olie på lærred, udført på hans karakteristiske måde med lag på lag og en reliefagtig virkning på lærredet.

I 2018 vendte han tilbage til Rønde med en serie nye billeder, såkaldte poemer, malet med olie på papir i en helt anden og lettere stil.

”Men Lars Dan har ikke kunnet slippe sin voldsomme måde at male på. Malerierne er store plastiske landskaber, hvor overfladerne vibrerer og farverne danser,” siger Niels Trangbæk om værkerne på den nye udstilling.

På grund af Covid-19 holdes der ikke en fernisering på udstillingen, som kan ses i udstillingslokalet på 1. sal i Huset Trangbæk på Hovedgaden i Rønde frem til lørdag 29. maj.

Publiceret 03 April 2021 11:00