Mols på musikalsk rejse

Jubilæumsprogram bringer publikum vidt omkring

Artiklens øverste billede
Den finske komponist Kaija Saariaho gæster festivalen i tre dage. Pressefoto

Koncerter I Djurs og Mols festivalteam er i fuld gang med at planlægge sommerens festival 24.-31. juli med et jubilæumsprogram, der tager publikum med på en begivenhedsrig musikalsk rejse til fjerne egne.

Spansk dans, russisk sang, mellemøstlig musik og en berømt prisbelønnet finsk komponist er at finde i årets program, der også rummer nogle af kammermusikkens største, centraleuropæiske værker.

Den internationalt anerkendte finske komponist Kaija Saariaho gæster festivalen i tre dage. Ud over opførelse af adskillige af hendes værker, vil hun deltage i workshop, komponist-masterclass og paneldebat.

Der vil til koncerterne blive opført orkesterværker, blandt andet hendes cellokoncert 'Notes on Light' iscenesat med lysdesign, samt kammermusik og solostykker. Ensemble Storstrøm, New Music Orchestra, Kroger Kvartetten, Aarhus Sinfonietta og violinisten og dirigenten Aliisa Neige Barriere m.fl. medvirker.

Den Spansk-danske flamencodanser og koreograf Selene Muñoz kommer til festivalen med sin trio, der kommer til at gøre Maltfabrikken så varm som en andalusisk sommer.

Bilal Irshed fra Mellemøsten - én af verdens førende virtuoser på oud - kommer til festivalen med sit ensemble The Fifth String.

I den klassiske afdeling er der gensyn med Trio con Brio, som gæster festivalen i et klassisk kammermusikprogram, og violinisten Niklas Walentin, der optræder med pianisten Christina Bjørkøe på Sølballegaard midt i Mols Bjerge.

Stjernesopranen Ekaterina Bakanova gæster festivalen for første gang sammen med guitaristen Frederik Munk Larsen, der vil opføre varmblodige sange fra Spanien i Riddersalen på Rosenholm Slot.

Festivalen lægger vægt på at præsentere publikum for et udsnit af de mange spændende kirker, gamle herregårde, kulturhuse og naturlokaliteter i Syddjurs, og i år kan publikum igen deltage i musikalsk samskabelse, i form af en hyggelig syng-med koncert ved Tremosegaard.

Desuden vil der i forbindelse med visse af koncerterne blive foredrag og kulturhistoriske rundvisninger.

Billetsalget starter online 1. maj.

gs

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen