Romandebut til Hanne Mølgaard fra Mørke

Moden Mørke kvinde har vovet springet fra små sjove historier til veninderne til en roman, hvor sorg og glæde de vandre til hobe

Artiklens øverste billede
Hanne Mølgaard

Hanne Mølgaard, 50, med bopæl i Mørke i en lang årrække, debuterer løfterigt med roman på Forlaget Brændpunkt.

Bogen hedder UDGANG og er en autofiktiv fortælling, der dels er baseret på hændelser i hendes eget liv, men mest af alt inspireret af de 5 år hun arbejdede på Psykiatrisk Hospital i Risskov som lægesekretær.

Autofiktion er en skønlitterær genre, der blander fiktion og fakta.

Det sker bl.a. ved at virkelige personer eller begivenheder bliver skrevet ind i en fiktiv fortælling, der beskriver begivenheder og mennesker så virkelighedstro, at læseren har svært ved at skelne fakta fra fantasi.

På romanens bagside trækkes temaerne op:

»Tre mennesker mødes tilfældigt og lukkes inde i et lille rum sammen. For at bekæmpe stilheden i rummet fortæller pigen Ranva en livshistorie om matematik, røde pølser og romkugler. Om en magisk kagedåse, der aldrig bliver tom, en landevejsridder uden hest eller rustning, en usynlig ballerina og en psykiatrisk patient, der er sygeligt fascineret af menneskelige sekreter.

Ranva er vokset op i 1970’erne og har haft en idyllisk, tryg barndom på trods af et særdeles følsomt sind. På grænsen mellem barn og voksen ændrer omstændighederne sig, og hendes menneskesyn tvinges til at antage en mere dyster form.

Med humor og selvindsigt serverer hun barnlige glade minder og senere mere barske hændelser for sine tilhørere, der til sidst selv får en rolle i historien.«

Læs interview med Hanne Mølgaard i næste uges Adresseavisen.

Læs også

Del artiklen