Opera under åben himmel i Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft inviterer til en stemningsfuld aften i haven i selskab med Den Jyske Opera. Arrangementet er ét i rækken af aktiviteter, der sætter fokus på italiensk kunst og kultur i anledning af særudstillingen 'Maestro'.

Artiklens øverste billede

Torsdag 22. juli kan man både opleve særudstillingen Maestro – Lino Tagliapietra med enestående værker fra Murano og komme i den helt rette italienske stemning, når operasangerne Ksenia Antonova og Martin Lechleitner, med Mark Johnston ved klaveret, byder på mesterværker fra operaens epicenter, Italien. Som Tagliapietras mesterlige glaskunst er opera både sanselig og overrumplende, og de to sangere har udvalgt perler fra det italienske repertoire, som det kunne have lydt i Venedig gennem tiderne: Fra Monteverdi i 1600-tallet over Vivaldi i 1700-tallet til operaens storhedstid med Verdi og Puccini i 1800-tallet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra glasmuseet.

Sopranen Ksenia Antonova fra Rusland er også blandt de medvirkende. Pressefoto


Mad og musik

Direktør for Glasmuseet Ebeltoft, Rebecca Matthews, byder velkommen i udstillingen, og Den Jyske Operas musikchef, Christopher Lichtenstein, introducerer den italienske operatradition og aftenens musikalske program.

Ksenia Antonova (sopran) er fra Rusland og uddannet ved Accademia Nazionale di Santa Cecilia i Rom. Blandt hendes tidligere roller er Wellgrunde (Rhinguldet), Micaëla (Carmen) samt Fiordiligi (Cosí fan tutte). I Den Jyske Operas kommende sæson kan man høre hende i den nyskrevne opera, Inkognito Royal, som Sissy og Hofdame.

Martin Lechleitner (tenor) er fra Østrig og uddannet ved Universität für Musik und darstellende Kunst, Wien/Tiroler Landeskonservatorium Innsbruck. På listen over tidligere roller er blandt andre Tamino (Tryllefløjten), Nathanael (Les Contes D’Hoffmann) og Don Basilio (Figaros bryllup) samt i 2020 rollen som Pedrillo (Bortførelsen fra seraillet) opført af Den Jyske Opera. Man kan høre ham som assisterende læge og journalist i Inkognito Royal 18.-22. august i Musikhuset Aarhus.

Man kan møde de medvirkende i Den Jyske Operas kommende forestillinger i sæsonen 2021-22, Inkognito Royal, Aida og Greven af Luxembourg.

Som optakt til arrangementet tilbyder Glascafeen en italiensk inspireret tapasanretning mellem kl. 16 og 18. Bestilles separat.

Arrangementet finder sted i museets have – tjek vejrudsigten og medbring evt. tæppe og regnslag. HUSK at medbringe gyldigt Coronapas eller negativ test.


gs

Læs også

Del artiklen