Holberg for fuld skrue på Syddjurs Gymnasium

Dr. phil. Ole Thomsen vil fortælle om Ludvig Holberg og hans betydning på torsdag i festsalen på Syddjurs Gymnasium.

Artiklens øverste billede
Dr. phil. Ole Thomsen har undervist og forsket på Århus Universitet i 40 år og er i dag forfatter og foredragsholder. Arkivfoto

Ole Thomsen er en meget klog mand og har skrevet tykke bøger. Men på bunden er han en dreng fra Mols, som elsker sin barndoms landsbyliv, som han kender det fra sin opvækst i 1950’erne i Tved, ’da hver gård endnu havde dyr i stalden og afgrøder i laden’. Han er en formidabel fortæller, underholdende og vidende, og mestrer den særlige Mols dialekt, hvilket han har fornøjet sit publikum med ved adskillige foredrag om sin hjemstavn, som han har beskrevet i storværket ’Det lune land. Om liv på Mols’.

Torsdag 18. november tager Ole Thomsen turen fra Risskov til Syddjurs Gymnasium, hvor han fra kl. 19 til 21 under overskriften ’Holberg og den frie tanke’ vil fortælle om Ludvig Holberg og hans betydning for danskerne. Det sker ud fra Ludvig Holbergs selvbiografi ’Levnedsbreve’, som Ole Thomsen har oversat fra latin og udgivet på Aarhus Universitetsforlag i 2018.

Ole Thomsen kan både sin Mols dialekt og mestrer latin og har 40 år på bagen som underviser og forsker i klassisk filologi på Aarhus Universitet. Han blev i 1987 dr. phil. på en afhandling om ’Komediens Kraft. En bog om en genre’, og selv om han som klassisk filolog har været optaget af oldtidens græske og romerske kulturer og dens betydning for os, så trækker det tråde til Ludvig Holberg, som har en stor plads i Ole Thomsens hjerte og som han kalder en af verdens morsomste forfattere.

»Holberg er mest kendt for sine komedier, men nu har jeg oversat hans lidt oversete selvbiografi fra latin, og det er 300 festlige, knitrende sider. Det viser Holberg som en fremragende repræsentant for oplysningstiden, som passioneret kæmpede mod censur og fanatisme, og som en af de få på den tid var han også imod undertrykkelsen af kvinderne. Det er meget gribende at høre en stemme fra det tidlige 1700-tal, som foregriber de kampe mod censur, fanatisme og intolerance, som vi også kender i dag,« siger Ole Thomsen.

I bogen »Det lune land. Om liv på Mols’ fortæller Ole Thomsen om landsbyen Tved. Den består af fortællinger om en række menneskers sind og skæbne. Bogen er på 304 sider i stort format med mange gamle fotografier.

En oplysningskvinde

Ole Thomsen blev født i 1946 i Tved som søn af landsbyens brugsuddeler Laurits Thomsen. Også hans farfar var brugsuddeler i Tved og hans oldefar var smed i Dejret, så vi har med en ægte molbo at gøre. Ole Thomsen gik i landsbyskolen i Tved, men fortsatte i Rønde i den private mellemskole og gymnasium hos de hellige på bakken under den navnkundige rektor Johannes Mygind. Han fortsatte på Aarhus Universitet og læste noget for Tved og landbosamfundet så eksotisk som klassisk filologi, og han var fra 1971 til udgangen af 2008 ansat som underviser og forsker på Aarhus Universitet.

Sit livs visdom hentede Ole Thomsen dog hos en gårdkone i byen, Mette Olsen, som han kalder ’rektor på mit første universitet’. Hun var en ægte ’oplysningskvinde’, og Ole Thomsen fortæller, at der både var teologi, historie, politik og poesi på skemaet, når han som dreng samtalede med Mette Olsen i hendes forfaldne gård på vej til Tved Kirke. Han kalder sig evighedsstudent hos Mette Olsen gennem tyve år frem til hendes død i 1972. En anden af hans livsstøtter i landsbyen var spillemanden Niels Viggo Madsen, som også gjorde sig indenfor skuespil og derfor introducerede den unge Ole Thomsen for Ludvig Holberg og hans komedier.

Ny bog på vej

I sin bog »Det lune land. Om liv på Mols« fortæller Ole Thomsen om sin hjemstavn, Tved sogn, og bogen er en overvældende fremstilling af landsbyliv med personskildringer, begivenheder, anekdoter, fotografier og overvejelser. Han skriver, at mange i hans samtid opfatter landsbyen som nivellerende, sladrevoren og dræbende, men »jeg betragter landsbyen i andelstiden, altså den nære danske fortid, som stor, moden og munter«.

Og Ole Thomsen har fået adgang til et nyt spændende kildemateriale, nemlig brevvekslingen mellem blandt andet Mette Olsen og provst Jens Eriksen, som var markant gejstlighed i Tved sogn fra 1919 til 1959. Dette materiale er blevet studeret og udforsket af Ole Thomsen og resulterer i en ny bog af samme kaliber som ’Det lune land’ fra Forlaget Wunderbuch. Bogens titel er »To par klare øjne«, og den forventes at udkomme i efteråret. I alle fald bliver bogen »To par klare øjne« sendt på gaden ved et foredragsarrangement i Tved Forsamlingshus 28. oktober. Venstrepolitikeren og tidligere minister Bertel Haarder har skrevet forordet.



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen