Nekrolog: Den gavmilde kunstner er gået bort

Kunstmaler og grafiker Morten Skovmand, Stenvad, er død, 80 år gammel.

Artiklens øverste billede
Morten Skovmand (tv) og den daværende borgmester i Syddjurs Kommune Vilfred Friborg Hansen (S) ved oliemaleriet ’Efterår. Helligkilde’, et af syv malerier i byrådssalen på rådhuset i Ebeltoft. Udsmykningen blev indviet i januar 2009. Foto: Syddjurs Kommune

Han var et renæssancemenneske, generøs, legende og åben i sit sind, som gavmildt delte ud af sin kunnen og viden. Lørdag 17. juli døde Morten Skovmand, 80 år gammel, og dermed faldt et af de store træer på Norddjursland, og kulturlivet på Djursland mistede en af sine betydningsfulde skikkelser gennem et halvt århundrede.

Morten Skovmand flyttede i 1971 ind på det gamle Ulstrup Mejeri i Stenvad sammen med sin hustru, musikpædagogen og blokfløjtespilleren Annette Friisholm. Han indrettede sit atelier i mejeriets gamle skummehal, og siden udgik der inspiration og invitationer til oplevelser indenfor kunst og musik fra det gamle mejeri i Stenvad. Morten Skovmand var ikke blot en anerkendt kunstner, men også en formidabel igangsætter og formidler, og derfor fik han stor betydning for både kunst- og udstillingslivet, for formidling og undervisning, og han satte markante aftryk med udsmykninger i det offentlige rum i både Norddjurs og Syddjurs.

Han var uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og fik tidligt det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, så allerede som ganske ung blev hans talent anerkendt. I 2000 blev han medlem af kunstnersammenslutningen Corner og viste sine værker på den nationale scene på Corners årlige udstillinger på først Charlottenborg og siden Sophienholm. Han udstillede flittigt både hjemme og ude og har rejst og arbejdet i blandt andet Italien, Tyskland, Frankrig, Tanzania og Kina.

Kunsten er lang

Morten Skovmand var ud af en højskolefamilie og voksede op på Askov Højskole og Krogerup Højskole. Sammen med sine tre søskende var han en del af det pulserende højskoleliv med unge mennesker, oplysning og debat, og højskolen kom til at præge ham for livet og gav ham glæden ved samtalen og åbenheden over for mennesker og deres holdninger.

Morten Skovmand og Annette Friisholm blev gift i 1963 og flyttede til Djursland i 1971. Det unge par blev et friskt pust i det gamle mejeri midt i Stenvad, hvor Morten malede og lavede grafik og arbejdede med forskellige trykteknikker i skummehallen, mens Annette fyldte huset med blokfløjtetoner og havde elever i sit store musikrum. Morten Skovmand mestrede både kunstens praktiske, teoretiske og historiske sider, og han kom til at undervise på Institut for Kunsthistorie på Aarhus Universitet og Det jyske Kunstakademi i Aarhus inden han blev ansat som lærer i billedkunst og design på Grenaa Gymnasium. I Grenaa elskede eleverne ham og hans skøre og skæve vinkler på kunsten, fortæller Ole Fjord, der som ny rektor midt i 90’erne måtte tage afsked med den afholdte lærer. »Livet er kort – kunsten er lang« sagde Morten Skovmand til rektor, for han ville nu hellige sig kunsten på fuld tid.

Han engagerede sig i Grenaas hensygnende kunstforening og musikforening og genrejste dem som Grenaa Kunst- og Musikforening. Han kunne gennem sit store netværk skabe kontakt til kunstnere, og som erfaren udstiller havde han grebet om at få en ophængning på plads. Han arbejdede også lokalt sammen med sine kolleger og var med til at etablere den lokale kunstnersammenslutning Prof Kunst Norddjurs, nu Nordkant. Og så var han som regissør og praktisk altmuligmand med i sin hustru Annettes musikalske netværk, hvor især Djurs Barok arrangerede koncerter og operaer med barok- og renæssancemusik. Hvem husker ikke opførelsen af Purcells opera »Dido og Aeneas« i Grenaa Svømmehal med sangere i gummibåde i bassinet?

Byrådssalen i Ebeltoft

Morten Skovmand var kolorist med naturen og landskaber som sin foretrukne inspirationskilde, og hans billeder er fyldt med mening og nerve. Hans første store opgave på Djursland var spisesalen på Fuglsøcentret, som blev udsmykket med en række store oliemalerier. På sin hjemegn har han udsmykket hallen og biblioteket i Ørum Aktiv Center, og i 2005 blev hans granitskulptur ’Åguden’ sat op i Grenaa ved Sønderbro som adgang til den nye bydel ’Åbyen’. I tunnelen under jernbanen indviede man i 2016 Morten Skovmands to lysvægbilleder på hver 2x7 meter.

I Syddjurs fik Morten Skovmand opgaven med at udsmykke byrådssalen på rådhuset i Ebeltoft med syv store oliemalerier, som viser årets gang i naturen i Mols Bjerge. Senere kom Morten Skovmand også til at portrættere Syddjurs Kommunes første borgmester Vilfred Friborg Hansen. En af hans sidste opgaver var hans medvirken på det vindende hold af arkitekter og havearkitekter, som stod for det vindende forslag til den meget roste renovering af Maltfabrikken i Ebeltoft.

Morten Skovmand blev begravet på Skippershoved Skovkirkegård ved siden af sine svigerforældre, Lavard og Lisbeth Friisholm. Han efterlader sig sin hustru Annette Friisholm, sønnerne Pelle og Niels, og fem børnebørn.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen