Tag børnene med og find de gode historier i Hornslet

Hornslet er både en gammel og en ny by, og byen gemmer på et utal af spørgsmål og historier, som bare venter på at blive stillet, besvaret og fortalt. Børnebogsforfatter hjælper til ved event.

Artiklens øverste billede
Annie Bahnson finder de gode historier frem ved hjælp af sin nysgerrighed. Pressefoto

»Under den by, vi ofte kun ser med vanens øjne, ligger der en helt anden by, når vi giver os tid til at stoppe op og zoome ind og sanse. En uendelig kilde til historier. Når vi bliver opmærksomme på det, kan den daglige tur til og fra børnehave, arbejde eller Fakta forvandle sig til et eventyr,« fortæller børnebogsforfatter Annie Bahnson i en pressemeddelelse.

Det er denne oplevelse og nysgerrighed hun gerne vil give videre til deltagerne ved et arrangementet af Syddjurs Bibliotek 18. september. En nysgerrighed som kan gøre virkeligheden og hverdagen sjovere.

På tur efter historier

Arrangementet starter kl. 10 med en kort gåtur i Hornslet. Her kan alle være med – både korte ben og klapvogne.

På turen gøres stop ved udvalgte steder, og Annie stiller spørgsmål, som forhåbentlig kan pirke til deltagernes fantasi. Måske har deltagerne lyst til at prøve at svare eller stille flere spørgsmål, der afføder flere svar. På den måde vokser en historie måske frem.

Nysgerrighed er en vigtig drivkraft i at lokke historier ud af genstande og steder.

»Hvorfor står der to griffer foran biblioteket, og hvad mon de spiser? Hvornår blev salamanderen forstenet, og er den vågen om natten? Er der blod i blodbøgens blade, magi i stenen foran rådhuset, og er der stadig en forbryder i den gamle fængselsgård?«

Det er bare nogle af de spørgsmål Annie Bahnson vil forsøge at finde fantasifulde svar på, på turen rundt i byen.

Skriv historien ned

Turen starter og slutter på biblioteket i Hornslet. Tilbage på biblioteket vil Annie Bahnson guide familierne til at tegne og skrive en eller flere af de historier, der dukkede op på gåturen.

På den måde vil arrangementet både give deltagerne et nyt blik på udvalgte steder i Hornslet og et godt indblik i en forfatters arbejde. Hvordan man som forfatter kan lade sig inspirere af sine omgivelser og omsætte det til fortællinger.

Man kan tilmelde sig arrangementet på Syddjurs Biblioteks hjemmeside. Medbring gerne blyant og notesbog på turen.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen