Kom til første musikfestival på KulturHotellet

Det bliver de lokale navne, der sørger for festen, når der bliver afholdt en-dags-festival på KulturHotellet 1. oktober.

Artiklens øverste billede
Pressefoto

Med ønsket om at fejre musikken og dens lokale udøvere åbnes dørene på KulturHotellet 1. oktober 2021 til en én-dags-musikfestival. Her får publikum får lejlighed til at lytte til tonerne fra dén velassorterede myriade af musikere, der gennem tiden har haft deres gang på KulturHotellet og i Rønde og omegn.

KulturHotellet har alle dage været hjemsted for et væld af musikaktiviteter. Dette skyldes blandt andet at Kulturskolen Syddjurs og musikforeningen Musik i Rønde (MiR) har til huse her. Desuden benyttes husets mange veludstyrede musikfaciliteter af lokale udøvende amatørmusikere og -bands. Også ungdomsafdelingen i Syddjurs Egnsteater – VærelZe 313 – arrangerer flere musikevents i løbet af året.

»Igennem årene har det haft førsteprioritet i MiR at præsentere lokale musiknavne i koncert-øjemed. I en tid med mange musiktilbud mener vi, at det er vores hovedopgave at have fokus på dé kunstnere, som enten har eller har haft base i Rønde og nærmeste omegn. Dén politik har altid været populær i musikforeningens medlemskreds og blandt de øvrige brugere af foreningens tilbud. Vi har nu et ønske om at udvide dette fokus på den lokale musik ved at afholde denne festival på KulturHotellet. Vi glæder os til at mødes med musikken som omdrejningspunkt på kryds og tværs af generationer til en festlig dag,« skriver i en pressemeddelelse formanden for MiR, Bøje Nielsen.

Første gang

Festivalen er den første af sin slags og præsenterer intet mindre end 15 koncerter i løbet af dagen på tre forskellige scener i huset: Krostuen, Lille Sal og Teatersalen.

Festivalen byder på oplevelsen af en bred vifte af musikgenrer lige fra rap, funk og fusion til blues, rock, jazz, folk, pop og country. Publikum kan se frem til at nyde musikken fra både musikskoleelever, såvel som kunstnere, der har en international musikkarriere bag sig, som f.eks. guitaristen, Anders Lampe Jensen, der er uddannet i Hollywood og som blandt andet har været fast medlem af bands som Bamses Venner, Stig Rossen & Vennerne og Mr. Jack and the Daniels.

Allerede kl. 12 skydes festivalen i gang af husets tre store orkestre – Stoffers Orkester, Senior Orkesteret og Unoderne. Herefter følger Kulturskolens to bigbands Blæs og Rock og Kuls Big Band, der spiller populære numre i jazz, pop og rockgenren. I forlængelse heraf indtages scenen ikke bare i Lille Sal, men også i Krostuen og Teatersalen af navne som den powerfulde rapper Linea Tokyo og de talentfulde gymnasiebands Drivkraft og Rottejazz.

Man får også fornøjelsen af at lytte til KULS-eleverne fra Shanghai Akademiet: Simone, Isabella, Felicia & Frida, der giver en akustisk oplevelse i Krostuen. Dertil kommer navne som Kristine Thastum Duo, Ole Frimer Duo, Soneros og Drive in Jazz. Aftenen sluttes af med føromtalte Anders Lampe All Stars i Teatersalen kl. 22.30, der bevæger sig indenfor hele country genren, hvad enten man er til Johnny Cash eller Brad Paisley.

Således bliver det en dag med musik for enhver smag fra ende til anden.

Chili og malerier

Hele herligheden er gratis at deltage i og kræver ikke tilmelding. Der vil være mulighed for at købe Chili sin Carne fra Det Grænseløse Køkken på Markedspladsen mellem Busterminalen og Hotellet i tidsrummet mellem kl. 17 og 20. Baren i Caféen har åbent hele dagen for salg af festivalskage, kaffe, snacks og kolde drikke.

Festivalen er arrangeret af foreningerne MiR og VærelZe 313 i samarbejde med KulturHotellet, Kulturskolen Syddjurs og Syddjurs Egnsteater, samt støttet økonomisk af Syddjurs Kommune.

Dagen er en del af programmet for Outdoor#8-projektets 7. malersession, hvor Erik Peitersen står og maler på sit 3 x 3 meter store lærred opsat på Markedspladsen ved KulturHotellet. Således vil der både være oplevelser for øjet og øret på denne dag.

For mere information om både festivalen og de øvrige arrangementer, der udfolder sig på Hotellet i de 3 dage Outdoor#8 forløber, se KulturHotellets hjemmeside: www.kulturhotellet.dk eller KulturHotellet på facebook.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen