Et kik ind i kunstens værksted

Marinemaleren Ken Zier fra Lyngsbæk Strand er blandt de kunstnere, som i weekenden holder åbent værksted.

Artiklens øverste billede
Marinemaleren Ken Zier har havet som sin inspiration og motiv. Ken Zier åbner sit atelier og dele af sit hjem i weekenden 2. og 3. oktober.

Der byder sig en sjælden mulighed for et besøg i Ken Ziers atelier ved Lyngsbæk Strand, når marinemaleren lørdag og søndag holder åbent hus som led i ’Spor kunsten – åbne værksteder’. I alt 17 professionelle kunstnere og kunsthåndværkere åbner deres værksted i det årligt tilbagevendende dialog arrangement, hvor publikum får mulighed for at komme helt ind i maskinrummet i en kunstners produktion.

Havet er det sidste urnatur vi har. Når stenaldermanden så ud over havet, så han det samme, som vi ser i dag

Ken Zier

»Det er en autentisk 1 til 1 oplevelse. Man kan ikke komme tættere på. Når man kommer ind i en kunstners værksted får man en helhedsoplevelse, for man ser både værket og de rammer det er skabt i,« siger billedkunstner Simon Aaen, som også holder sit værksted i Rønde åbent som led i ’Spor kunsten’-arrangementet.

13 kunstnere i Syddjurs, heraf flere i Ebeltoft-området, og fire kunstnere i Norddjurs, deltager i år i ’Spor kunsten – åbne værksteder’, som er et regionalt projekt med i alt 82 professionelle kunstnere i hele Midtjylland. Der er udgivet et katalog med en præsentation af alle de deltagende kunstnere.

Simon Åen fortæller, at Djursland er særdeles velrepræsenteret, og han ser det som et tegn på den kulturelle opblomstring, som kendetegner lokalområdet med tilflytning af mange kreative mennesker.

»Det understreger den spiring, som vi oplever i det kreative miljø på Djursland. Vi ser professionelle folk flytte til Djursland inden for forskellige kreative områder, både i Ebeltoft omkring Maltfabrikken og rundt i lokalområdet,« siger Simon Aaen.

Blandt de kendte kunstnere, som for første gang viser sig frem til åbent værksted-arrangementet, er kunstnerparret Uffe Christoffersen og Annette Hoff-Jessen. De er begge uddannet på Kunstakademiet i 60’erne. Parret flyttede for tre år siden til Kaiserborgen ved Kejlstrup efter at have boet 28 år i Sydfrankrig.

»Vi er virkelig glædeligt overrasket over, så meget der sker på Djursland. Vi har fået kollegaer, og der er så meget vi kan og vil involvere os i,« siger Annette Hoff-Jessen.

Havet er urnatur

Ken Zier har gennem mange år haft sit atelier ved Lyngsbæk Strand med udsigt over havet. Og havet spiller en helt afgørende rolle i hans arbejde som maler, for vandet, lyset og bevægelsen er hans inspiration og evige motiv.

»Havet er det sidste urnatur vi har. Når stenaldermanden så ud over havet, så han det samme, som vi ser i dag,« siger Ken Zier. Han blev for nogle år siden meget kendt for sit projekt Oneman-Onebeach, hvor han malede 52 billeder fra den samme strand. Et maleri hver uge i et år. I 2015 blev det til et projekt omkring Helgenæs.

For tiden arbejder Ken Zier meget fra et fiskerhus han har på Vestkysten i Nationalpark Thy.

»Huset ligger i et lille fiskersamfund og er et udsted, som ligger virkelig langt fra alfarvej. Jeg kikker ud over Vesterhavet, ud i ingenting og befriet for menneskelig aktivitet, og maler billeder på forskellige tidspunkter og i forskelligt vejr. Jeg er fascineret af menneskers evne til at overleve på de mest udsatte steder,« fortæller Ken Zier.

Han ser frem til at byde publikum indenfor på sit værksted i weekenden og har blandt andet forberedt en lille retrospektiv udstilling. Han åbner også op til dele af sit private hjem.

»Det er positivt at møde folk, som interesserer sig for min kunst. Men ofte kommer folk også, fordi de selv maler, og derfor går vi på sporet af kunsten. Jeg har sammen med min datter Frida samlet nogle af de spørgsmål jeg ofte får stillet, og lavet plancher om, hvordan jeg selv blev kunstner,« fortæller Ken Zier.

To slags spor

Flere af kunstnerne i ’Spor kunsten’ deltager samme weekend 2. og 3. oktober også i projektet ’KunstSpor’, hvor i alt 41 kunstnere, professionelle og ikke-professionelle, på Djursland i samarbejde med Norddjurs og Syddjurs kommuner holder åbne værksteder. De deltagende kunstnere præsenterer hver et værk på to fælles præsentationsudstillinger på Pavillonen i Grenaa og i Tinghuset i Ebeltoft. Der er udgivet en folder med navne og adresser samt webadresser på de kunstnere, der deltager i ’KunstSpor’.

Både ’Spor kunsten’ og ’KunstSpor’ er støttet af Kulturpuljen i Syddjurs Kommune.

Læs også

Del artiklen