Kirkesanger siger farvel med Søs Fenger-sange

Rikke Bendixen takker af ved Marie Magdalene Kirke søndag aften.

Artiklens øverste billede
Rikke Bendixen takker af som Kirke- og kulturmedarbejder og kirkesanger søndag aften i Marie Magdalene Kirke. Foto: Morten Bay-Mortensen

Når musikgudstjenesten søndag den 10. oktober løber af stablen i Marie Magdalene Kirke, er det med Rikke Bendixen i spidsen for Temakoret for sidste gang. Efter ti år som kirkesanger og korleder og fire år som kirke- og kulturmedarbejder har hun valgt at slutte sit virke ved kirken.

»Jeg har været utrolig glad for tiden i Marie Magdalene og jeg har lært rigtig meget,« siger Rikke Bendixen, der har en musikuddannelse i bagagen. Finalen søndag aften bliver på den måde, som hun allerbedst kunne tænke sig, nemlig i den frugtbare kombination af klassisk gudstjeneste og moderne sange.

»Koret synger tre kendte og populære sange af Søs Fenger ’Inderst Inde’, ’Du Er’ og ’Jeg Elsker Dig’, og jeg kan godt lide at koble moderne sange til de gamle bibelhistorier og gudstjenestens ritualer, og opleve at de giver noget til hinanden.«

Søs Fengers klassikere kommer således i spil med søndagens evangelium om helbredelsen af den lamme mand i Kapernaum, som læses af sognepræst Tina Skov Løbner.

Hun siger: »Jeg synes det er et sjovt benspænd at skulle kombinere noget meget nyt med de gamle tekster. Og så er det fantastisk, som Rikke har kunnet samlet folk på tværs af generationer i Temakoret..«

Musikgudstjenesten i Marie Magdalene begynder kl. 19.

Læs også

Del artiklen