Stjernestøv og fakkelskær på The Garden Studio

Filmkunst og jazz i international klasse på en weekend.

Artiklens øverste billede
Det er ikke hver dag, man kan opleve en verdensberømt jazzmusik på en gård uden for Lyngby - men chancen er der søndag 17. oktober, når den amerikanske trommeslager Billy Hart går på scenen. Pressebillede

I weekenden lørdag 16. og søndag 17. oktober drysser der stjernestøv over The Garden Studio på Fladstrupvej ved Lyngby, når der inviteres til nyskabende filmkunst, og jazz i international klasse.

Hele sommeren har den unge filmskaber Judith Anna Laiko Molich, som er opvokset i Homå og har gået på Grenaa Gymnasium, været i residency på The Garden Studio.

Her har hun, i samspil med musiker Karoline Skriver fra Homå, som har komponeret musikken, skabt forestillingen: “I am ringing like a bell”.

Nyskabende filmværk

Det er et nyskabende filmværk, hvor levende musik og levende billeder fletter sig ind mellem hinanden, og fremkalder en poetisk tilstand af stort nærvær.

Musikken til filmen spilles af Anna Jalving på violin og Morten Sønderskov på klarinet og basklarinet.

Værket, som varer 20 minutter, vises første gang lørdag aften på maleren Ulla Lundsgarts værksted. The Garden Studios café, som er trukket ind i varmen i galleriet, er åben en time før, og igen efter forestillingen.

Søndag aften kan værket opleves i forbindelse med et større arrangement, når faklerne tændes og havelågen åbnes for dette stemningsfulde event: I efterårsmørket inviterer The Garden Studio inden for til først film om lørdagen, derefter søndag med suppe i caféen og til sidst jazz på værkstedet, med musikere fra den absolutte verdenselite.

Jazz i topklasse

Det er den lokale, men internationalt anerkendte jazzsaxofonist Niels Vincentz, der lægger vejen forbi med sin kvartet Artved -Vincentz4 featuring Billy Hart og David Wong.

Trommeslageren Billy Hart er en af jazz-verdenens legendariske trommeslagere.

I 60 år har han turneret kloden tynd, og har i den tid været efterspurgt af folk som Miles Davis, Stan Getz, Herbie Hancock og NHØP og mange mange flere. Hart, der har rundet de 80 år, har netop i år modtaget USAs højeste officielle anerkendelse som kunstner, National Endowment of the Arts. Han er en stilskabende musiker.

Kvartettens øvrige musikere er David Wong, født og opvokset i New York City og klassisk uddannet på Juilliard School. Siden da er Wong blevet en af de mest efterspurgte bassister på jazzscenen, og har turneret med flere af jazzens største profiler.

Guitaristen Jacob Artved, er sine 22 år til trods, allerede ved at skabe sig en karriere i New York, som en af de mest lovende unge guitarister.

Efter koncerten har Dansk Musiker Forbund sponsoreret en artist talk med de fire musikere.

»Det er altså en enestående chance for at møde den store verden her ude på landet i Udkantsdanmark, nede af en grusvej, på en kunstners værksted. Vel mødt til en stemningsfuld aften for øjne, ører og gane,« siger Ulla Lundsgart, der driver The Garden Studio.

Søndagsarrangementet starter kl. 19 og caféen er åben en halv time før og igen efter koncerten.

Suppe er inkluderet i prisen.

Læs også

Del artiklen